"Sommeren 1874 besøgte jeg Vis-Knut i
hans Hjem i Gausdal. "Hvor er du fra?" sa han heftig og
rejste sig fra en Slagbenk seng. Han gjorde et enestående og veldig
Inntrykk på mig. Hans Hode var stort og kraftig med langt, vakkert
sølvgråt Hår som nåde ham ned på Axlerne. Han vendte Profilen til
når han så på en, han var jo meget skjeløjet, og sigtet da med et
gløgt, lidet øie over Næseryggen. Han var temmelig høj og
førlæmmet, krumrygget og gik hinkende og besværligt.
Han skænket mig noen Drammer, som var farvet
av forskellige Urter og Rødder som han selv havde fundet.
Jeg fik Lov at tegne ham, og under dette
pratet han meget livligt og muntert. Han lo især hjertelig over at
folk trodde at han vidste alt.
En Kone kom inn, og da jeg skjønte at hun
havde noget på Hjertet forlod jeg Knut en Stund. Siden fortalte han -
og han smilte - at hun havde en Søn i Amerika, men havde på flere
År intet hørt fra ham. Hun spurte om hun ikke snart fik Brev, om det
var underveis, osv. "Håssen kan jeg vite sånt?" sa han.
"Men jeg måte sige noget, og jeg sa - å jo, jeg tror du får
høre fra ham om en Tid.
-Havde det været før i Tiden - men nu, så
gammel som jeg blir. Men Folk vil ikke tro at Alderen gjør noget, ja,
de vil næsten ikke gå fra mig før jeg har sagt noget som kan
trøste dem.
Idag var her flere Mænd fra Espedalen. Der
oppe i Skogen har et Barn, en Gut på 4-5 År gått sig bort, nu på
tredje Dagen. De vilde ha mig med. Faren var med og tagg og bad at jeg
skulde bli med og søge. De havde Mandgar på en 100 Mand. De vilde
bære mig med sig, men jeg er for skrøbelig."
-Næste Morgen var atter nogle hos ham for at
få han med og lete, men han vilde ikke. En af disse fortalte mig at
det var forbausende hvor god Greje Knut havde på skogen som afsøgtes,
på Bækker og Bækkefar og Stier. Og ved en liden Bæk som han nøje
beskrev, burde de især lete, han havde tegnet med Fingeren på Bordet
for dem.
Siden da jeg skulde sige farvel med Knut,
spurgte jeg hvad han mente om Gutten. Jo, Barnet var nok i live og
vilde findes i live også, mente han. -Men kort før jeg gik, hændte
der noget: han sad i sin lave Sengebænk inde i Kammersets Halvmørke.
Jeg sad ved det eneste Vindu som vendte mot syd - ud mod Dalen.
Pludselig gav det et, og som det syntes smerteligt Ryk gjennem ham.
Han bråsnudde Hovedet mot Vinduet og tog sig krampagtigt med Hånden
efter højre Kind og Tinding. Disse Ryk og Bevægelser med Hovedet og
Hånden - og jeg tror med undertrykte Smertesstøn - gjentok sig en
tre gange. Ilde tilmode - jeg trodde Knut var syg og trængte Hjelp -
spurgte jeg om han fejiede noget og om jeg eller nogen af Husets Folk
kunde hjælpe ham.
"Nei," sa han, "men - det d ø
r så mange, mange folk der ude." Og han betegnet med en
Bevægelse at det var sydover. Så spurgte jeg om det hændte nogen
Ulykke -- nede i Bygden. "Nei, det er nok langt undaf -, nede i
Nærheden af Afrika, der d ø r n u så mange>" sa han3 og
sad stille, sammenludet i sin Sæng.
På min Tur ca. 14 Dage senere, indover mod
Romsdalen, læste jeg i Morgenbladet om en Hungersnød som herjede i
Omegnen af Det røde Hav. mange Mennesker omkom.
Ligeledes læste jeg i Avisen om en liden Gut
opi Espedalen som havde tullet sig bort, men var gjenfundet. Det var,
jeg tror på femte Dag, en Mand overrasket Barnet, idet det vilde
skjule sig under en Sten - eller et Berg -, lige ved en Bæk. Dette
passet sammen med Tiden da føromtate Gut blev eftersøgt. -Min Far,
Erik H. Skredsvig, blev i 20 Års Alderen, ca. 1837 syg og gik på sin
Fod fra sit Hjem på Modum, til Knut, som også da var i Gausdal. Knut
la sin flade Hånd på Fars nagne Bryst - Hånden flyttet han og
søgte på flere Steder indtil med ét -d a stanset Hånden af sig
selv og ligesom s u g e t sig fast til Brystet. Knut begyndte herunder
at skjælve og ryste, og Sveden sprang af hans Pande. Han forsøgte at
slide Hånden til sig, men den sad fast. Så greb han den med sin
andre Hånd og rykket den løs. "Der sidder din Sygdom," sa
han. -Far fik det Råd at drikke en slags Låg kogt på Enebær eller
Ener-Rødder. Far blev fuldstændig frisk, og var en stærk Mand
siden. Så havde han sagt til Far: "Du har et stort Ar på
venstre Læggen, du har hugget dig." Det var for så vidt sandt
med Arret og Hugget, men det var på Højre Lægg.
- Som Vederlag gav Far ham noget Kaffe og
sukker - Penge vilde han ikke modtage.
Vis-Knut fortalte mig at han havde fåt
Andagtsbøker - og jeg tror Breve også - fra daværende Theologiske
Spitser i Christiania. Og de gamle Salmebøker foretrak han for de
nyere, han lod til at være stærkt religiøs.
Hvis jeg ikke tar meget fejl, var han i sin
Tid helt nede på Modum, hvor en Kone på Sønsteby lå meget syg. Da
det rygtedes at Knut var i Farvejen, blev Ilbud sendt imot ham for at
hente ham til den syge. Da Budet mødte Knut og bad ham følge med,
svarte han: "Nu behøves det ikke, for n u døde hun." Budet
merket sig Klokkeslettet, og det stemte med Timen da den syge døde.
-Jeg kjendte en Mand, Truls Rud på Modum,
som var munter og fuld af Løjer. Han fulgte af Nysgjærrighed med en
Ven af sig op til Vis-Knut. Truls vidste at Knut ikke tålte nogen
Hovedbedækning.(lue) Da han så sad ved Siden af Vis-Knut, tænkte
han det skulde være Morro og sætte sin Hat på ham. Da bråvendte
Knut sig og sa: "Jasså, tænker du det du?"
Truls blev så ræd at han vovet ikke videre Forsøg med sin Hat.
-Mine Forældre som nu er døde fortalte om
en Mand, som havde rådspurgt Knut om noget. Men Knut var stur og
tvær mod ham, og bebrejdet Manden, at han en Nat havde taget en
fremmed Hest og redet et langt Stykke på den og git den et hårdt
Slag da han skilte sig med den. "Fy," sa Knut, "det er
det styggeste du har gjort.' - Og Manden tilstod siden at det var så
som Knut sa.
Eggedal, 18. aug. 1904.
Chr. Skredsvig, Maler, 50
År.
"Nytår 1871 flyttede jeg som
folkeskolelærer til øvre Svatsum og Espedalen og blev der som sådan
i 3t/2 år. I Espedalen havde jeg 9 ugers skole om året nær Knuts
hjem Erlandshusene og havde således anledning til at omgåes ham ikke
så ganske lidet. Nogle træk om ham fra denne tid skal jeg så
nøktemt og sandt som jeg er istand til, nedenfor ned-skrive, da det
muligens vil være til nogen belysning af hans person og virksomhet.
Først en kort skildring af hans ydre person
og utseende. Han var høi af vext, lidt foroverbøiet og hverken tyk
eller mager, så midt imellem. Han havde store, knoklete lemmer og
lange armer og hænder. Ansigtet var langt og grovt bygget, men med et
mildt fredeligt udtryk. Munden var altid halvåben og gav udtryk for
en mellemting af smil og grin, mest det første. Panden var ganske
høi, og issen, der var aldeles skoldet langt nedover, var høl og
pent afrundet op. Han var meget skjeløiet (vandøigd) på begge
øinene. På nedre del af bakhovedet havde han en prem af tyndt, hvidt
hår, der rak langt på trøiekragen. Han havde aldri nogen betækning
på hovedet. Jeg så ham kjøre i streng kulde til kirken med bart
hoved. I det hele var hans ydre person "stygg", men
følelsen deraf faldt aldeles bort, strax man lærte ham at kjende;
thi indenfor dette grove ydre følte man snart tilstedeværelsen af en
ædel, fredfuld, gudfryktig og kjærlig ånd, som man i høi grad
følte sig tiltrukken af ham og længtede efter at komme sammen med
ham igjen.
På begge fødder var han halt, da han ved at
falde, havde brukket dem - et hver gang. Når han var ude, brukte han
to staver, inde på gulvet bare en. Han gik med en stav på den måde,
at han flyttede høire fod fremad nogle tommer og drog venstre efter.
Han havde en ganske malmfuld men mild stemme, og greit taleorgan.
Nogle gange hørte jeg ham læse et stykke af bibelen og tale over.
Han læste så dårligt inni bog, at det var meget vanskelig at fatte
meningen; men når han talte over det, vidste de sig, at han havde en
klar og sikker oppfatning af det læste. Han sang gjerne, men på
grund af alderen med noget brusten stemme. Han havcte vist engang været
en god omend svært lidet udviklet sanger.
Han havde en dyb erkjendelse af
menneskenaturens fordervelse ved syndefaldet og et dybt kjendskab til
folks feiler og skrøbelighed; men han havde også en sjelden evne til
at bære over med og tåle andres fejl; men når nogen ikke vilde
bøie sig for Gud og Guds ords autoritet, krænkede og bedrøvede det
ham dybt, og det var han streng imot.
I syvtiårene (1870>) udtalte en af vore
største mænd (Wergeland?) på et møde i Kristiania: "Lad Os
få noget mer fritænkeri!" Da jeg refererede denne udtalelse for
Knut blev han meget bedrøvet og sa omtrent så: "Å nei, hå
tungt det er å høre. Han har talt og skrevet så meget vakkert, at
jeg var blev så glad i ham og trudde så godt om ham, og no for jeg
høre at han, kanskje den største ånd i vort land, ønsker
fritænkeri og ugudelighed over vort lard og folk. Gud skjerme Os
derfra."
Forsoningen i Kristus var han barnlig glad i
og i dyb ydmykhet forvisset om at have del i. Når han talte
derom, og det gjorde han så gjerne, talte han sig selv og alle, som
hørte på, glad, så det ofte var frydefulde stunder.
Det var langt til kirke fra Espedalen, over 1
mil. Befolkningen fra søndre Espedalen samlet sig da gjerne hver
søndag til andagt i Knuts hjem, og huset var ofte fuldt. Når så
andagten skulde begynde, gik han selv borti skapet efter Mullers
huspostille, som han var inderlig glad i. Når han så på sin
klodshendte måde endelig havde fået den under venstre arm og med
staven i høire hånd skarkede over gulvet på plads igjen, slog han
hovedet gjerne op med en lun, komisk mine og sa: "Jeg skydser
præsten, jeg; hei for en skydskarl! ha, ha, ha!
Denne lune spøg og komik smittede hele
forsamlingen, så alle lo stille og hjertelig. Når han så var kommen
på plads igjen, sa gjerne en eller anden i forsamlingen: "Du
får vel å si op en salme, du da Knut." Uden at lede i
salmebogen bevegede han hovedet, som om han lyttede skarpt efter noget,
og om lidt sa han: "Jad'n trur jeg vi synger nr. det og
det." De således valgte salmer passede altid godt til det Guds
ord, som andagten dreiede sig om. Efter andagten skulde alle ha kaffe
og biteti, og de som vilde, tobak. Under tilberedelsen og nydelsen
deraf, gik tiden let og hurtigt under lun samtale og en eller anden
sang og fortælling. Andagtene hos Knut var i bedste mening
opbyggelige.
Midt overfor Knuts hjem på sydvestsiden af
den trange dal er et høit langstrakt fjeld, som hedder Sokken. Langs
efter det går der flere paralelle høiderygger, der i snesmeltningen
om våren snart blir bare og ser da ud som sorte striber. En vår i
varmt vejr kom jeg til Knut, der sad og så ud gjennem vinduet over
mot Sokken og sa glad: "Jad'n er det blet godt vær no lel;
Sokken har begyndt å gråte lange, svarte tårer ser jeg."
En anden vår kom jeg til ham i strålende
varm solskin og sa: "Nu er det så vakkert ude og godt veir, at
det er meget bedre at være ute." "Ja, lad Os gå ut,"
sa han, og vi gik ut. Han stod en lang stund og så og lydde og
udbrød derpå glad, begeistret:
"A nei, hå vakkert det no er. Marka
holder på å pynte se i sin grønne dragt, og sjå bjørka, du, hå
blug ho står der, kvit på leggjom og letter på sitt grønne skjørt
for ikke å væte det i snogvatnet. Også gråna og furua ha pynta se
mæ friskere grønt, og jeg kjender det på lugten, hås'n heggen
stræver for å få fram sin kvite blomsterpragt. Hør gauken, håssen
han roper på sin make, og alle de andre fuglan. Det er spellemannan
det i vårens bryllaup; de spiller og synger af glæde for friheten og
sommeren og takker på denne måte sin skapar. Den herlige sol med sit
lys og sin varme har løst alt fra vinterens mørke og bånd, og
bækkjan de skvaldre å snakke om det so hugnasamt og glade. Gud være
tak." Så stod han lidt og tænkte, og imens lyste hans ansikt op
af dyb, indre glæde, og han sa:
"A nei, du, når evighetens vår kommer,
og al skapningen er løst fra syndens, dødens og djævelens bånd og
mørke og tildelt fuldkomment liv og herlighet, som aldrig forgår,
nei, da blir det vakkert og godt da."
En eftermiddag, jeg var plaget af smærter
over maven, gik jeg til Knut. Da jeg hadde sittet lidt, sa han:
"Er du låk idag, Garlid?" "Ja, jeg har leie smerter
over maven," siger jeg. "Jad'n skal jeg gjøre deg god att
tå di, lel," sa han på en opmuntrende måde. "Gå borti
skåpe der, der står det en flaske og et rundt vinglas frammed. Slå
ti glasset af flasken, til jeg siger stop, og drik det alt sammen, so
jad'n trur jeg, du blir god att."
Jeg gjorde som han bad mig, og da glasset var
vel halvt, sa han: "Stop no å drik detta." Det var kognak
og malurt på. Da jeg havde drukket af det flydende sa han: "Du
lyt ta det tykke også; sop det ti deg med fingeren. Da jeg hadde
gjort det, sad vi og snakkede en stund, hvorpå han spør: "Blir
du bedre?" "Nei, jeg er heller værre," svarede jeg.
"Er du like glad, om jeg får tage med hånden på bare legemet,
der du har ondt?" spurgte han. Jeg løste op klæderne, og han
tog med hånden over maven. Hånden for urolig om, til den kom dit,
hvor det var ondt. Der stanset den og klemte lidt og trykket, og jeg
følte en lignende fornemmelse i legemet som når jeg holder i en
elektnsitetsmaskine med nogenlunde sterk strøm. Under dette skalv han
lidt og hadde små trækninger i legemet. Lidt efter gik jeg hjem, og
smertene over maven var borte.
Knut hadde svert ofte nogen forunderlige
trekninger i legemet, særlig droges hovedet og over-kroppen i en
bestemt retning. Under bøn, andagt, salmesang, samtaler, ja ved alle
mulige leiligheter kom disse trækninger igjen sterkere eller svakere.
En gang, jeg stod og talte med ham, greb disse trekninger ham sterkere
end almindeligt, og han udbryter klagende: "Å nei, denne
telegraffen plager mig så! Håfor kan døm inte skunde seg å koma da
når døm endeleg vil snakke med meg?"
"Ja, hvad er dette fornoget, Knut?"
spurgte jeg. "Jad'n ska jeg sige dig det," sa han.
"Når der er nogen, som stundes etter å snakke med mig, så
trekkes jeg i den retning døm er, sterkere tes mer dei stunder."
At disse trekninger smertede ham, vidste sig på det smertefulde
udtryk hans ansikt fik under dem.
En aften jeg kom til ham, bad han mig læse
brev for ham, som han hadde fåt for nogle dager siden. Brevet var fra
en syg langt nord i Nordland. Han hadde vært syg i flere år og søgt
flere læger, men var fremdeles lige dårlig, og bad Knut så
inderlig, og som det sidste håb, om råd og hjælp. "Du får nok
svare denne stakkars syge," sa jeg; "han længtes så".
"Jeg vilde gjere svare alle jeg"
svarede han; "men jeg kan hverken læse skrift eller skrive og
jeg har heller ikke nogen til at skrive for mig. Vil du vera så snild
å skrive, skal jeg svare straks." Jeg læste da op igjen den
syges brev, og Knut begyndte straks at bevæge hovedet og lye (høre
efter) og om lidt sa han: "Han
skal ta kvitlauk og ha på vin og drikke, ligeså skal han drikke the
af embær. Detta skal han holde på med ei tid, og dersom Gud legger
velsignelsen til, so jad'n bli han god att."
I et brev var det også forespørsel fra en
gård om vand. Da han havde siddet og lyet og tænkt en stund sa han:
"Jad'n kan døm få lettere til vand på dessa gara (denne gård)
lel. Fjøset der står nord og syd og er langt og smalt. Det er dører
på det i begge tverveigjom, men inga dør på langveigjom. Ret nord
for nordre fjøsdør er der en søkk i marken med en stor stein, der
kan døm grava so jad'n finn døm vatn." (Jeg var korttænkt nok
desværre til at undlate at bede om svar både om den syge og om Knuts
terrengbeskrivelse stemmede med virkeligheten, og om de fandt vand,
så jeg intet ved derom.)
Forbauset over hans skråsikre måde at svare
på som over svaret, spørger jeg ham "Hvordan får du vite
dette? Ser du det?"
"Nei, jeg ser det ikke; men det blir
sagt mig i øret," svarede han.
"Blir det sagt dig slig, at du hører
det med dit legenlige øre da?" spør jeg.
"Nei, ikke det heller; men det blir sagt
mig på en måte, som jeg sletikke kan forklare, alt det jeg skal
svare, når folk spør mig efter noget eller vil ha råd av mig,"
sa han. "Jeg vet ingen ting tå (af)
mig selv, jeg lyt (må) få det. Det kan nå slet ikke væra den onde
ånd, som siger mig det, det må væra den gode ånd, å han aldrig
siger mig andet end det, som er godt og uskyldigt."
En sommer, jeg var på Dalbakken med skolen,
kom en middelaldrende lærer, der tillige (også) var gårdbruger, fra
Voss og overnattede for dagen efter at søge råd og hjelp hos Knut,
særlig for andre. Det var en oplyst, intelligent mand. Da han kom
tilbage fra Knut, sa han: "Knut Rasmussen er en mærkelig mand,
så nobel og på sin måde meget intelligent. Undier samtalen med ham
varmes man rent op av hans ædle ånd og kjærlige hjerte. Og disse
forunderlige evner, som han har. Jeg skulde spørge ham om lettere
adgang til vand for min nærmeste nabo, og han beskrev husenes
beliggenhet og det omliggende tærens beskaffenhed så klart og
overenstemmende med virkeligheden, at jeg kjendte igjen hver eneste
sten, fordybning og forhøining træer m. m. Det var, som om han så
det alt sammen; og han har ikke været der."
*
En aften bad Knut mig om en tjeneste.
"Meiner du ikke det da, at jeg har en femdalerseddel liggende.
Jeg tyktest den var så pen, at jeg gjemte
den, og no hører jeg, at det er for sent at veksle den inn
igjen," sa han.
"Det er det," sa jeg; "men vi
skal sende den til fogden, får vi se."
Da jeg 14 dage der-efter kom til ham igjen,
sa han: "Jad'n gjek det godt med pengene lei; se her! " og
holdt frem to tikronesedler.
"Ja, nå skal du ha kaffe au, og du skal
ha denne," sa han og rakte mig en halv rul tobak. "Nei, jeg
vil da sletikke have noget for denne lille tjeneste," sa jeg.
"Ja, men jeg vil, jeg," sa han, "og du har ikke andet
at gjøre, end som jeg vil nu."
Da kaffebordet var færdigt, sa han til
jenten, som opvartede: "Nei, nå vil vi drikke utor gromkoppom
mine, nå." Jenten gik da ud og kom md igjen med 1/2 dusin
kaffekopper af ruteglas.
"Hvorfor har du sådanne kopper da,
Knut?" sa jeg. Jad'n skal jeg si dig det," sa han. "Det
var i lang tid, jeg ikke fikk drikke kaffe utur almindelige kopper,
men bare utor en træskål. Når jeg tok en almindelig kaffekop,
rystede og træktes hånden og armen slig, at kaffeen sprutede, og
koppen kastedes langt bortover gulvet. Så fandt jeg på at bestille
disse koppene på glasverket, og disse fik jeg drikke utor."
Da Oscar den I. reiste til Trondhjem for at
krones, havde der på et sted, hvor toget måtte standse forat skifte
hester, samlet sig meget folk. "Jeg var der også," fortalte
Knut. "Da kongeparet med alle de fine herrerne var standset, sang
jeg en sang til ære for kongemakten, og da sangen var slut, kom en af
de fine herrerne med en hel næva småpenge og la i hånda mi; men
hånden rystede slig, at pengene sprutede utover veien. En, som
kjendte mig, plukkede dem opatt og stak dem i undvestlomma mi. Jeg fik
ikke lov til å holde skillinger i hånden den gang, sluttede han.
Knut var bestandig, både sommer og vinter,
både inde og ute, barhovedet. Hvorvidt det er sant, at det ikke sat
hue på ham, ved jeg ikke af erfaring. Gamle Kristian L. Dalsholen
fortalte, mens han levede, fra den tid Knut var under retsforfølgning,
fordi han forkynte Guds ord på opbyggelsesmøter, følgende:
"Det var thing på Rokvam hos lensmand Seielstad, og Knut var
indkaldt for retten og stod ved skranken. Retten administreredes af
sorenskriver Seier. En af thingalmuen satte en hat på Knut; men
hatten for tilveirs og langt bortover folke flokken uten nogen synlig
årsag. Sorenskriveren blev så rystet derover, at han råbte:
"Nei, bort med denne mand! Bort med denne mand! Jeg vil ikke have
noget at bestille med ham." Dette stod jeg selv og så og hørte,
sluttede Kristian denne bemerkning.
Høsten 1874 flyttede jeg fra Svadsum og
Espedalen. Knut levede nogle år efter. En sommer i denne tid besøgte
jeg ham igjen. Da var han sengeliggende. "Er du dårlig nu,
Knut," spurte jeg. "Ja, jeg er låk, meget låk også,"
sa han. Så lå han og tænkte lidt, og imens lyste hans ansigt op af
indre glæde, og han sa: "Jeg trur, at jeg skal få koma hematt
no." "Hvorav tror du det da?" spurte jeg. Jau," sa
han, "når det ha vanta meg någå før, so ha det bestandig blit
sagt mig, hå eg skulde bruke for det; men no tier det still no, så
jad'n trur eg, at eg får sleppe hemat no," sa han inderlig glad.
Men han døde ikke den gang. Han blev nogenlunde frisk igjen, og levde
i nogle år bagefter, såvidt jeg husker.
Efter at han var død, talte jeg med hans
mest fortrolige omgangsven, Simen Megrund, en alvorlig kristen. Han
fortalte, at sist på Knut levde havde han også nogle tunge, mørke
dage; men det lysnede op og lettede for ham til slutning, så han
døde i det visse glade håb om evig salighed for Jesu Kristi skyld.
Tilsidst vil jeg fortælle et lidet træk om
ham fra den første gang jeg besøkte ham. Det var sidst i januar
1871, straks jeg var kommen som lærer til Svadsum. Jeg var meget tung
i sindet over den forsømte skole, jeg var kommen til den gang. Det
var nesten mørkt, da jeg kom ind til ham. Om lidt spørger han:
"Hår er den mand fra da?"
"Jeg er nok den nye læreren
deres," sa jeg. "Å nei, er du det?" sa han, reiste sig
op, kom i møte med mig på gulvet og tog min fremrakte hånd med
begge sine og sa: "Gud velsigne dig og velkomen åt oss. Det skal
væra dårligt med skula her; men han, som har sendt dig åt oss, vil
væra med dig, så du skal nok så, at det lykkast bære (bedre), end
du no trur."
Når jeg til slutning skulde udtale, hvordan
jeg opfatter Knuts usedvanlige person, særegne evner og hans
udøvelse deraf, så vilde det sandeste, jeg kunde sige, være:
"Jeg forstår det ikke." Et tykkes jeg at være viss på, og
det er, at Knut var en nådegave fra Gud til blidgjørelse af livet og
til trøst og hjælp for alle, som kom i berørelse med ham.