”Denne bogen handler ikke bare om
astrallegemet, men også om astralverdenen og dens mange beboere. Den
er bemerkelsesverdig fordi forfatteren ikke teoretiserer, men
udelukkende bygger på erfaringer gjort av mennesker som har haft
evnen til å gå ud af legemet”
Fra
kapitel 9: SØVNLIV
CHAPTER 9 SLEEP-LIFE
–link til eng. utg.
(om man vil læse det de
forudg.kapitler- kan man læse dem på engelsk på linken over)
Når et menneske »falder i søvn«,
bliver hans højere principper sammen med det astrale legeme trukket
tilbage fra det fysiske legeme; det faste legeme og det æteriske
forbliver i sengen, mens astrallegemet flyder i luften oven over
ham. I søvnen bruger et menneske simpelt hen sit astrallegeme i
stedet for det fysiske; det er kun det fysiske legeme der sover,
ikke nødvendigvis mennesket selv.
Sædvanligvis vil astrallegemet,
når det således trækkes væk fra det fysiske, genvinde det fysiske
legemes form, så personen bliver genkendelig for enhver som kender
ham fysisk.
Dette skyldes den kendsgerning at tiltrækningen mellem de astrale og
de fysiske partikler, der varer hele det fysiske liv, skaber en vane
eller en drivende kraft i astralstoffet, som fortsætter når det
midlertidigt er trukket tilbage fra det sovende fysiske legeme.
Af denne grund vil et sovende
menneskes astrallegeme bestå af en central del, der svarer til den
fysiske del men er forholdsvis tæt, og en omgivende aura der er
meget tyndere.
Et meget uudviklet menneske sover
næsten lige så meget i sit fysiske legeme, fordi han kun har ringe
bevidsthed i sit astrallegeme. Han kan heller ikke bevæge sig bort
fra det sovende fysiske legemes nærhed, og hvis der blev gjort
forsøg på at trække ham bort i hans astrallegeme, ville han
sandsynligvis vågne rædselsslagen op i sit fysiske legeme.
Hans astrallegeme er en slags formløs
masse, en flydende tågekreds, svagt ægformet men meget uregelmæssig
i kontur; den indre forms træk og facon (det fysiske legemes tætte
astrale genpart) er også vag, uklar og ubestemt, men altid
genkendelig.
Et menneske af denne primitive type
plejer under den vågne bevidsthed at sende strømme fra sindet gennem
den astrale til den fysiske hjerne. Men under søvnen er den fysiske
hjerne uvirksom, og astrallegemet der er uudviklet er ude afstand
til at modtage indtryk for egen regning; mennesket er således
praktisk talt ikke-bevidst og kan ikke udtrykke sig klart gennem
det dårligt organiserede astrallegeme. Fornemmelsescentrene i det
kan måske påvirkes af forbipasserende tankeformer, og han kan
reagere i det på stimulanser der rejses i den lavere natur. Men det
helhedsindtryk iagttageren får, er søvnighed og uklarhed;
astrallegemet mangler al målbevidst aktivitet og flyder dovent,
sammenhængende og ufuldkomment over den sovende fysiske form.
Derfor sover de højere principper,
dvs. det egentlige menneske, i et helt uudviklet menneske,
næsten lige så meget som dets fysiske legeme.
I visse tilfælde er astrallegemet
mindre sløvt og flyder drømmende omkring på de forskellige astrale
strømninger, genkender lejlighedsvis andre mennesker i en lignende
tilstand og møder mange slags oplevelser, fornøjelige som
ubehagelige, med en håbløs forvirret erindring om dem og ofte
forandret til en karikatur af hvad der virkelig er sket (se 10.
kapitel om Drømme); det vil få mennesket til at synes næste
morgen, at han har haft en underlig drøm.
Hvor det drejer sig om et mere
udviklet menneske er der imidlertid stor forskel. Den astrale form
er tydeligere og klarere - en fin genpart af menneskets fysiske
udseende. I stedet for den vage tågekreds er det omgivet af en
skarpt afgrænset ægform, der bevarer sin facon uforandret midt i de
varierende strømninger som altid hvirvler rundt på astralplanet.
Et menneske af denne type er på ingen
måde ubevidst i sit astrallegeme men tænker helt aktivt. Ikke desto
mindre tager han ikke meget mere notits af sine omgivelser end det
uudviklede menneske. Ikke fordi han er ude afstand til at kunne se,
men fordi han er så indhyllet i sine egne tanker at han ikke ser,
skønt han kunne gøre det hvis han havde lyst. Hvilke tanker der end
har optaget hans sind den foregående dag, fortsætter han dem som
regel når han falder i søvn, og han er derfor omgivet af en tæt mur
som han selv har lavet sig, så han praktisk talt ikke lægger mærke
til noget af det der foregår omkring ham. Lejlighedsvis kan en stærk
påvirkning udefra eller et eller andet af hans egne stærke ønsker
indefra rive dette forhæng af tåge til side og tillade ham at
modtage et eller andet indtryk. Men selv da vil tågen lukke sig
næsten øjeblikkelig, og han vil drømme lige så uopmærksomt som før.
Hvis det drejer sig om et endnu mere
udviklet menneske, slipper det astrale legeme ud af det når det
lægger sig til at sove, og mennesket er da i fuld bevidsthed.
Astrallegemet er klart aftegnet og fuldt organiseret, idet det viser
lighed med mennesket, og dette er da i stand til at anvende det som
et legeme der er langt mere bekvemt end det fysiske legeme.
Astrallegemets
modtagelighed bliver ved med at forøges, til det er i stand til
straks at reagere på alle dets plans vibrationer, de fine såvel som
de grove; men i en meget højt udviklet persons astrallegeme vil der
praktisk talt ikke være noget stof tilbage der kan reagere på grove
vibrationer.
Et sådant menneske er fuldt vågent og
arbejder langt mere nøjagtigt, mere aktivt og med større forståelse
under den fysiske søvn, end når han er begrænset af sit tætte
fysiske legeme. Desuden kan han frit bevæge sig omkring og med en
umådelig hastighed i enhver afstand uden at
skabe den ringeste forstyrrelse i det sovende fysiske legeme.
Han møder måske og udveksler tanker
med venner, enten inkarnerede eller diskarnerede, som tilfældigvis
er lige så vågne på astralplanet. Han kan møde mennesker der er mere
udviklede end han selv og fra dem modtage advarsler eller
instruktioner, eller han kan være i stand til at gøre godt mod dem
som ved mindre end han selv. Han kan komme i kontakt med
ikke-menneskelige væsener af forskellig art (se kapitlerne 20 og 21
om Astrale væsener); han vil være underkastet alle slags
astrale indflydelser, gode og onde, styrkende og skrækindjagende.
Han kan slutte venskaber med folk fra
andre dele af verden; han kan give eller høre på forelæsninger;
hvis han er studerende kan han møde andre studerende, og med de
ekstra evner som astralverdenen giver, kan han være i stand til at
løse problemer der skaber vanskeligheder i den fysiske verden.
En læge kan for eksempel under det
fysiske legemes søvn undersøge tilfælde som han er særlig
interesseret i. Han kan på den måde erhverve ny information gennem
en slags intuition i sin vågne bevidsthed.
Hos et højt udviklet menneske bliver
det astrallegeme, der er gennemorganiseret og levendegjort,
lige så meget et bevidsthedslegeme på
astralplanet, som det fysiske er på det fysiske plan.
Astralverdenen er lidenskabernes og
følelsernes virkelige hjem; de mennesker der giver efter for en
følelse, kan her opleve den med en energi og intensitet der
heldigvis er ukendt på jorden. Mens det meste af en følelses
virkeevne i det fysiske legeme svækkes ved overførslen til det
fysiske plan, er kraften til rådighed i sin helhed i astralverdenen,
fordi det er dens egen verden. Det
er derfor muligt at føle kærlighed og hengivenhed langt mere intenst
i astralverdenen end i den fysiske verden; på lignende måde er det
muligt i astralverdenen at føle en lidelse så stærk, at den er
utænkelig i det almindelige fysiske liv.
Det er en fordel under disse forhold
at al smerte og lidelse i astralverdenen er frivillig og absolut
under kontrol, da livet dér er meget lettere for det menneske som
forstår. Det er umuligt at få kontrol over fysisk smerte ved sindets
hjælp, men det er yderst vanskeligt; i astralverdenen kan enhver
derimod drive den lidelse bort der er forårsaget af en stærk
følelse. Mennesket skal kun bruge sin vilje, og sindsbevægelsen
forsvinder straks. Dette er en overraskende påstand, men det er ikke
desto mindre rigtigt at sådan er viljens og sindets magt over stof.
(...stoffet på astralplanet).
At have vundet fuld bevidsthed i
astrallegemet er allerede et betydeligt fremskridt; når et menneske
tilmed har bygget bro over kløften mellem astral og fysisk
bevidsthed, eksisterer dag og nat ikke længere for ham, eftersom
han fører et liv med ubrudt bevidsthedskontinuitet. For et sådant
menneske har selv døden som vi opfatter den, ophørt med at
eksistere, da han bringer denne ubrudte bevidsthed med sig - ikke
alene gennem nat og dag, men også gennem selve dødens port og op til
slutningen af sit liv på astralplanet; det skal vi senere se når vi
kommer til at behandle livet efter døden.
En rejse i astrallegemet er ikke kun
øjeblikkelig, men den er så hurtig at rum og tid kan siges at være
praktisk talt besejret; for selv om et menneske passerer gennem
rummet, går det så hurtigt at dets evne til
at skelne afstande næsten ikke eksisterer. På to eller tre minutter
kan et menneske bevæge sig jorden rundt.
Ethvert rimeligt avanceret og
kultiveret menneske har allerede bevidsthed i astrallegemet, så han
er helt i stand til at bruge det som et legeme, skønt han i mange
tilfælde ikke gør det, fordi han ikke har foretaget de bestemte
forsøg der er nødvendige før vanen er skabt.
Vanskeligheden med hensyn til
almindelige personer, er ikke at astrallegemet ikke kan virke, men
at dette legeme i tusindvis af år er blevet vant til kun at kunne
sættes i bevægelse af indtryk der modtages gennem det fysiske
legeme, således at de ikke kan forestille sig at astrallegemet
kan arbejde på sit eget plan og for egen regning, og at viljen
kan virke direkte på det. Folk forbliver »uvidende« astralt set,
fordi de er kommet i vane med at vente på de velkendte fysiske
vibrationer der skal fremkalde deres astrale virksomhed. Derfor kan
man sige om dem at de er uvidende på astralplanet, men slet ikke i
planet, og derfor er de kun svagt bevidste om deres omgivelser.
Når et menneske bliver elev hos en af
Mestrene, bliver han sædvanligvis rystet ud af sin søvnige tilstand
på astralplanet; han bliver fuldt vidende om realiteterne omkring
sig på dette plan og bliver sat til at lære af dem og arbejde mellem
dem, så hans søvntimer ikke længere er tomhed men fyldt med
aktivitet og nyttig beskæftigelse uden det mindste indgreb i det
trætte fysiske legemes sunde hvile.
I 28. kapitel om
Usynlige hjælpere skal vi mere udførligt drøfte det
omhyggeligt planlagte og organiserede arbejde i astrallegemet; her
skal det blot siges at selv før dette stadium er nået, kan der - og
det gøres til stadighed - foretages en mængde nyttigt arbejde. Et
menneske der falder i søvn med den udtrykkelige beslutning i sit
sind at han vil gøre et vist stykke arbejde, vil garanteret forsøge
at handle efter sin hensigt så snart han i søvnen er befriet fra sit
fysiske legeme. Men når arbejdet er gjort, vil tågen fra hans egne
selvcentrede tanker sandsynligvis lukke sig om ham endnu en gang,
medmindre han har vænnet sig til at begynde på nye initiativer når
han fungerer adskilt fra den fysiske hjerne. Det valgte arbejde er
naturligvis i visse tilfælde af en sådan art, at det optager hele
den tid der tilbringes med søvn, og et sådant menneske vil anstrenge
sig mest muligt og så langt hans astrale udvikling tillader det.
Enhver burde beslutte sig til hver
nat at gøre noget nyttigt af en eller anden art på astralplanet:
trøste en der er i nød, bruge viljen til at indgyde styrke i en ven
der er svag eller syg, berolige en der er ophidset eller hysterisk
eller udføre lignende tjenester.
Det er helt sikkert at der opnås gode
resultater, og hvis hjælperen vil lægge mærke til det, modtager han
ofte tegn i den fysiske verden på det gode der er opnået.
Der er fire måder hvorpå et menneske
kan »vækkes« til bevidst aktivitet i sit astrallegeme.
1) Ved evolutionens
almindelige forløb; den er langsom men sikker.
2) Ved selv at forstå
sagens sammenhæng og gøre en udholdende indsats for at bortjage
tågen i sit indre og lidt efter lidt overvinde den sløvhed han har
vænnet sig til. Hvis han vil gøre dette må han beslutte, inden han
falder i søvn, at prøve når han forlader legemet at vække sig selv
og se et eller andet, eller at gøre et eller andet nyttigt arbejde.
Dette vil naturligvis kun fremskynde den naturlige evolutionsproces.
Det er vigtigt først at udvikle sund fornuft og moralske egenskaber;
og dette af to grunde: for det første for ikke at misbruge de
kræfter han erhverver sig, og for det andet for ikke at blive
overvældet af frygt når han står over for kræfter han hverken
forstår eller kan kontrollere.
3) Ved et tilfælde eller ved ulovlig
anvendelse af magiske ceremonier kan han rive sløret i stykker, så
det aldrig kan blive helt tæt igen. Beretninger om dette findes i
»A bewitched Life« af H.P.Blavatsky og i »Zanoni« af Lord
Lytton.
4) En ven kan virke udefra på den
lukkede skal der omgiver vedkommende menneske og lidt efter lidt
hjælpe ham til højere muligheder. Dette må imidlertid aldrig gøres
hvis vennen ikke er sikker på, at det menneske der vækkes har det
mod, den kærlighed og de andre egenskaber der er nødvendige for at
kunne gøre nyttigt arbejde.
Men behovet for hjælpere på det
astrale plan er så stort, at enhver aspirant kan være sikker på at
der ikke vil gå en dag over det tidspunkt hvor han er moden, hvor
han bliver vakt.
(benyttet?)
Det kan tilføjes, at når et barn
bliver vakt på astralplanet, vil dets udvikling i astrallegemet
foregå så hurtigt at det meget snart vil leve i en tilstand på dette
plan, der kun er ganske lidt ringere end den voksnes. Og når det
drejer sig om at gøre nytte, vil det naturligvis være langt mere
avanceret end det klogeste menneske som endnu ikke er vakt.
Men medmindre det ego, eller den sjæl
der udtrykker sig gennem barnelegemet, besidder de nødvendige
egenskaber med hensyn til en fast og kærlig indstilling og klart har
vist det i sine tidligere liv, vil ingen okkultist tage det ansvar
på sig at vække ham på astralplanet. Når det er muligt at vække børn
på denne måde, viser de sig imidlertid ofte at være meget duelige
arbejdere på astralplanet, og de kaster sig over arbejdet med en
helhjertethed der er smuk at se.
Mens det er forholdsvis let at vække
et menneske på astralplanet, er det til gengæld praktisk talt
umuligt, undtagen med den mest uønskede anvendelse af mesmerisk
indflydelse, at få det til at sove igen.
Søvnliv og vågent liv er således ét;
under søvnen er vi vidende om denne kendsgerning og har den
fortsatte erindring om begge, dvs. astral hukommelse indbefatter
den fysiske, mens den fysiske hukommelse
naturligvis på ingen måde altid indbefatter erindring om astrale
oplevelser.
Fænomenet søvngængeri (somnambulisme)
kan tilsyneladende fremkaldes på forskellige måder:
1) Egoet eller sjælen er måske i
stand til at handle mere indirekte på det fysiske legeme under de
astrale og mentale legemers fravær. I tilfælde af denne art kan et
menneske for eksempel være i stand til at skrive digte, male
billeder osv., som ligger langt over hans almindelige evner i vågen
tilstand.
2) Det fysiske legeme kan måske
arbejde automatisk og ved vanens magt være ukontrolleret af
mennesket selv. Sådanne tilfælde gives når for eksempel en tjener
står op midt om natten og tænder lys og udfører sine vante pligter i
huset, eller hvor det sovende fysiske legeme til en vis grad udfører
den beslutning der var dominerende i sindet før vedkommende faldt i
søvn.
3) Et væsen udenfor - inkarneret
eller diskarneret - kan gribe et sovende menneskes legeme og bruge
det til sine egne formål. Dette sker mest
sandsynligt med en person der er mediumistisk, dvs. hvis legemer er
mere løst knyttet sammen end sædvanlig og derfor er lettere at
skille.
Den kendsgerning at astrallegemet
forlader det fysiske legeme under søvnen, giver imidlertid med
hensyn til almindelige mennesker ikke mulighed for
besættelse, fordi egoet eller sjælen altid opretholder en nær
forbindelse med sit legeme og hurtigt vil blive kaldt tilbage hvis
nogen skulle gøre forsøg på det.
4) En helt omvendt tilstand kan skabe
et lignende resultat. Når principperne eller legemerne passer
tættere end sædvanligt sammen, kan mennesket, i stedet for at
besøge fjerne steder i sit astrallegeme alene, tage det fysiske
legeme med sig, fordi han ikke helt er adskilt fra det (i religiøst
sprogbrug bilokation udg.)
5) Søvngængeri er sandsynligvis også
knyttet til det komplekse problem med menneskets forskellige
bevidsthedslag, som under normale omstændigheder ikke kan
manifestere sig.
Nært beslægtet med søvnliv er
trancetilstanden, som er en søvntilstand der er fremkaldt kunstigt
eller anormalt. Medier og meget følsomme mennesker passerer hurtigt
ud af det fysiske legeme ind i astrallegemet, som regel ubevidst.
Astrallegemet kan da udføre sine funktioner såsom at rejse til et
fjernt sted, samle indtryk dér og bringe dem tilbage til det fysiske
legemes hjerne. I tilfælde med et medium kan astrallegemet beskrive
disse indtryk ved hjælp af det fysiske legeme der er i trance; men
når mediet kommer ud af trance kan hjernen som regel ikke genvinde
de indtryk der således er gjort på den, og der efterlades intet spor
i den fysiske hukommelse om de oplevelser der er erhvervet.
Lejlighedsvis - men det er sjældent - kan astrallegemet gøre et
vedvarende indtryk på hjernen, så mediet er i stand til at genkalde
sig den viden det har erhvervet under trancen.
10. Drømme
Bevidsthed og aktivitet i
astrallegemet er én ting; hjernens hukommelse om denne astrale
bevidsthed og aktivitet er noget helt andet. Eksistensen eller
fraværet af fysisk hukommelse påvirker på ingen måde bevidstheden
på astralplanet og heller ikke evnen til at fungere her med
fuldkommen lethed og frihed. Det er i virkeligheden ikke alene
muligt men tilmed almindeligt, at et menneske fungerer frit og
nyttigt i sit astrallegeme under det fysiske legemes søvn og vender
tilbage til det uden den ringeste erindring om sin astrale
virksomhed.
Bevidsthedsafbrydelsen mellem det
astrale og det fysiske liv skyldes enten mangel på udvikling af
astrallegemet eller mangel på en passende æterisk bro mellem
legemernes astrale og fysiske stof.
Denne bro består af det tætvævede net
af atomisk stof hvorigennem vibrationerne skal passere, og som
forårsager et øjebliks tab af bevidsthed der virker som et slør
mellem sovende og vågen tilstand.
Den eneste måde hvorpå en
erindring om astrallivet kan bringes igennem, er at udvikle
astrallegemet tilstrækkeligt og vække de æteriske chakraer; derved
opstår en funktion som overfører kræfter fra det astrale til det
æteriske. Desuden må hypofysen kunne fungere aktivt da den
fokuserer på de astrale vibrationer.
Når man vågner, har man somme tider
en fornemmelse af at have oplevet noget, men man kan ikke huske det.
Denne fornemmelse viser at der har været astral bevidsthed, hvor
hjernen dog ikke har været tilstrækkelig modtagelig til at kunne
opfatte. Til andre tider kan mennesket have held med at skabe et
flygtigt indtryk på den æteriske dublet og det faste legeme, der
resulterer i en livlig hukommelse af astrallivet. Dette gøres somme
tider med fuldt overlæg, når der sker noget man føler man bør huske
på det fysiske plan. En sådan erindring forsvinder som regel hurtigt
og kan ikke genvindes. At anstrenge sig for at genvinde erindringen
ved at oprette stærke vibrationer i den fysiske hjerne overvælder
endnu mere de finere astrale vibrationer, og gør som følge heraf et
godt resultat endnu mere umuligt.
Der sker også somme tider ting der
gør et så levende indtryk på astrallegemet, at de præges på den
fysiske hjerne som en slags indirekte følge.
I andre tilfælde kan et menneske have
held til at overføre ny viden til den fysiske hjerne uden dog at
have erindring om hvor og hvordan denne viden blev vundet. For
eksempel kender de fleste mennesker til at de i lang tid har tumlet
med et uløseligt problem; pludselig dukker en løsning op i
bevidstheden, eller der kastes lys over et spørgsmål der tidligere
var uklart. Sådanne tilfælde kan tages som tegn på at der er gjort
fremskridt i astrallegemets udvikling, skønt det fysiske legeme
endnu kun er delvis modtageligt.
Der gives tilfælde hvor den fysiske
hjerne ikke reagerer, men hvor der kan komme levende og fornuftige
og sammenhængende drømme; det sker for mange mennesker fra tid til
anden.
Det er kun få mennesker der
tager sig af om den fysiske hjerne husker eller ikke når de er i
astrallegemet, og ni ud af ti kan ikke lide at vende tilbage til
legemet. Når
man kommer tilbage i det fysiske legeme fra astralverdenen, har man
en følelse af at blive lukket inde; det er som om man blev
indespærret i en tyk og tung overfrakke. Glæden ved livet på
astralplanet er så stor at fysisk liv i sammenligning hermed slet
ikke opleves som noget liv. Mange betragter den daglige venden
tilbage til det fysiske legeme, som mennesker betragter den daglige
tur til kontoret. De har ikke nogen direkte uvilje mod det, men de
ville ikke gøre det hvis de ikke var tvungne til det.
Hvor det gælder højt udviklede og
avancerede personer er den æteriske bro mellem de astrale og de
fysiske verdener bragt i stand, og da er der fuldstændig
bevidsthedskontinuitet mellem det astrale og det fysiske liv.
For sådanne mennesker hører livet op
med at være dage med erindring og nætter med glemsel, men bliver i
stedet for et fortsat hele, år efter år, med ubrudt bevidsthed.
Et menneske som normalt ikke har
nogen erindring om sit astralliv kan lejlighedsvis uden at ville det
- ved en ulykke eller sygdom eller ved at foretage visse øvelser -
bygge bro over kløften mellem astral og fysisk bevidsthed, således
at hans astrale bevidsthed fra dette tidspunkt og videre frem vil
være fortsat, og hukommelsen om hans søvnliv vil derfor blive
fuldkommen. Men før dette sker må han have udviklet fuld bevidsthed
i astrallegemet. Det er blot sønderrivningen afsløret mellem det
astrale og fysiske der er pludselig, ikke astrallegemets udvikling.
Drømmelivet kan ændres betydeligt som
resultat af mental vækst. Enhver impuls der sendes fra sindet til
den fysiske hjerne skal passere gennem astrallegemet, og da
astralstof reagerer langt bedre på tankevibrationer end det fysiske
stof, vil de virkninger der skabes på astrallegemet følgelig være
tilsvarende større. Når et menneske derfor har lært mental kontrol,
dvs. når han har lært at beherske hjernen, at koncentrere sig og
tænke som og når han vil, vil der ske en tilsvarende forandring i
hans astralliv; og hvis han bringer erindringen om dette liv ind i
den fysiske hjerne, bliver hans drømme livlige, vedvarende,
fornuftige, ja endog instruktive.
I almindelighed kan man sige, at jo
mere den fysiske hjerne er øvet i at bevare mentallegemets
vibrationer, jo mere tilgængelig er broen over kløften mellem vågen
og sovende bevidsthed. Hjernen burde mere og mere blive menneskets
redskab og lyde hans viljes impulser.
Drømme om almindelige begivenheder
kolliderer ikke med astralarbejde, fordi sådanne drømme sker i den
fysiske hjerne, mens det virkelige menneske er borte og udfører
andre ting. Det har ikke noget at betyde hvad den fysiske hjerne
foretager sig, så længe den afholder sig fra uønskede tanker.
Når en drøm først er begyndt, kan
dens forløb som regel ikke ændres; men drømmelivet kan i betydelig
grad kontrolleres indirekte. Det er specielt vigtigt at den
sidste tanke, før man glider ind i søvnen, er ædel og opløftende, da
den vil anslå den tonart som i det store og hele bestemmer de
drømmes natur som følger. En ond og uren tanke tiltrækker onde
og urene indflydelser og væsener, som reagerer på sindet og på
astrallegemet og er tilbøjelige til at opvække lave og jordiske
ønsker.
Hvis et menneske på den anden side
falder i søvn med sine tanker fæstnet på høje og hellige ting, vil
han automatisk trække elementaler til sig der er skabt af lignende
bestræbelser fra andre, og som følge heraf vil hans drømme være
gode og rene.
Da vi i denne bog
hovedsageligbehandler astrallegemet og de fænomener der er nær
forbundet med det, er det ikke nødvendigt at forsøge at give en
udtømmende forklaring på det større emne om drømmebevidsthed. Men
for at vise den rette plads af den del astrallegemet har i
drømmelivet, er det nyttigt ganske kort at opridse de hovedfaktorer
der er med til at skabe drømme. Den studerende henvises til et
detaljeret studium af hele spørgsmålet i den udmærkede lærebog
»Dreams« af C.W.Leadbeater, (link)
hvorfra de følgende kendsgerninger er et uddrag.
De faktorer der medvirker til
frembringelsen af drømme er:
1) Den lavere fysiske hjerne
med dens barnlige halvbevidsthed og den vane at udtrykke enhver
stimulans i billedsprog.
2) Den æteriske del af hjernen
hvorigennem der farer en endeløs procession af usammenhængende
billeder.
3) Astrallegemet skælvende af
begær og følelser.
4) Egoet eller sjælen (i
kausallegemet) som kan være i en bevidsthedstilstand der spænder fra
total ufølsomhed til fuldkommen beherskelse af dets evner.
Når et menneske falder i søvn,
trækker hans ego eller sjæl sig yderligere ind i sig selv og
efterlader hans forskellige legemer mere frie end sædvanlig til at
gå deres egne veje. Disse enkelte legemer: 1) er meget mere
modtagelige for indtryk udefra end ellers; og 2) har hver især deres
egen meget rudimentære bevidsthed. Som følge heraf er der rigelig
årsag til fremkomsten af drømme, såvel som til forvirrede
genkaldelser i den fysiske hjerne af andre legemers oplevelser
under søvnen.
Sådanne forvirrede drømme kan altså
skyldes: 1) en serie sammenhængende billeder og umulige overførsler
der fremkommer ved den fysiske hjernes sanseløse automatiske virke;
2) en strøm af tilfældige tanker som går gennem den æteriske del af
hjernen; 3) den aldrig hvilende bølge af jordisk begær der farer
gennem astrallegemet og muligvis stimuleres af astral indflydelse;
4) et ufuldkomment forsøg af et uudviklet ego på at dramatisere; 5)
en blanding af mange eller alle disse indflydelser.
Vi beskriver kort de vigtigste
elementer i hver af denne slags drømme:
1. Fysisk hjernedrøm. Når
egoet eller sjælen i søvnperioden trækker sin hjernekontrol tilbage,
har det fysiske legeme stadig sin egen uklare bevidsthed og desuden
det fysiske legemes individuelle samlede bevidsthedsmasse. Den
fysiske bevidstheds magt over hjernen er langt svagere end egoets
eller sjælens over hjernen, og under den sidstes fravær er rene
fysiske forandringer derfor i stand til at påvirke hjernen i meget
høj grad. Eksempler på sådanne forandringer er: uregelmæssighed i
blodcirkulationen, dårlig fordøjelse, varme eller kulde osv.
Den tågede fysiske bevidsthed har
visse ejendommeligheder: 1) den er til en vis grad automatisk; 2)
den synes ikke at kunne forstå en ide undtagen i den form hvori den
selv er aktør. Som følge heraf bliver alle stimulanser - både udefra
og indefra - øjeblikkelig omsat i erkendbare billeder; 3) den kan
ikke forstå abstrakte ideer eller erindringer som sådan men omformer
dem straks til indbildt opfattelse; 4) enhver lokal tankeretning
bliver til en virkelig transport i rummet, dvs. at en tilfældig
forbipasserende tanke om Kina øjeblikkelig vil skabe en
forestilling om at være i Kina; 5) den har ingen evne til at bedømme
rækkefølgen, værdien eller den objektive sandhed i de billeder der
viser sig for den; den accepterer dem alle som den ser dem og føler
aldrig forbavselse over noget der sker, lige meget hvor
fornuftstridigt eller absurd det er; 6) den er undergivet princippet
om associering, og derfor er billeder, der er uden forbindelse med
hinanden bortset fra at de repræsenterer begivenheder som er sket
nær hinanden i tid, tilbøjelige til at blive blandet sammen i en
håbløs forvirring; 7) den er ualmindelig følsom for den ringeste
ydre indflydelse såsom lyd og berøring og 8) den forstørrer og
fordrejer dem i en næsten utrolig grad.
Den fysiske hjerne kan på denne måde
skabe forvirring og overdrivelse nok til at forklare mange
drømmefænomener, men på ingen måde dem alle.
2. Æterisk hjernedrøm: Under
legemets søvn er den æteriske hjerne om muligt endnu mere følsom
for påvirkninger udefra end den er under almindelig vågen
bevidsthed. Mens sindet er aktivt beskæftiget og hjernen derved
fuldt sysselsat, er den praktisk talt uimodtagelig for det konstante
tanke-indtryk udefra. Men i samme øjeblik hjernen er ubeskæftiget,
begynder den inkonsekvente og kaotiske strøm at udgyde sig i den.
Hos de fleste mennesker er de tanker der flyder gennem deres hjerner
i virkeligheden slet ikke deres egne tanker men fragmenter der
kastes ud af andre mennesker. Som følge heraf bliver specielt i
søvnlivet enhver forbipasserende tanke, der finder et eller andet
der stemmer overens med den i den sovende hjerne, grebet og anvendt.
Der starter på den måde en hel tankerække som til sidst falmer bort,
hvorefter den usammenhængende og formålsløse strøm igen flyder
gennem hjernen.
Det er her værd at lægge mærke til,
at der under den nuværende verdensevolutions tilstand sandsynligvis
er flere onde tanker end gode, som flyder omkring et menneske med en
ukontrolleret hjerne der er åben for alle slags fristelser. Dem
kunne sinds- og hjernekontrol have sparet ham for.
Selv om disse tankestrømme ved en
eller anden persons mellemkomst lukkes ude fra den sovendes æteriske
hjerne, vil denne dog ikke forblive passiv men langsomt begynde at
udvikle billeder af sit eget lager af minder.
3) Astraldrømme: De er simpelt
hen genkaldelse i den fysiske hjerne af astrallegemets liv og
aktiviteter under det fysiske legemes søvn, hvortil der allerede er
henvist på de foregående sider. Hvor der er tale om en rimelig
udviklet person, kan astrallegemet rejse uden ubehag i betydelige
afstande fra dets fysiske legeme og bringe med sig tilbage mere
eller mindre bestemte indtryk fra steder det har besøgt, eller af
mennesker det har mødt. I hvert tilfælde er astrallegemet, som det
allerede er blevet sagt, intenst modtageligt for enhver tanke eller
forestilling der angår begær og følelse, skønt den slags begær der
hurtigst får det til at reagere naturligvis afhænger af den
pågældendes udvikling og hans astrallegemes renhed.
Astrallegemet er hele tiden
modtageligt for passerende tankestrømmes indflydelse, og når sindet
ikke aktivt kontrollerer det modtager det bestandig disse
stimulanser udefra og reagerer ivrigt på dem. Under søvnen bliver
det om muligt endnu hurtigere påvirket. Et menneske der for
eksempel fuldstændig har tilintetgjort fysisk begær som han
tidligere har haft for alkohol, og som han i sit vågne liv måske
direkte føler afsky for, kan følgelig ofte drømme at han drikker og
i denne drøm opleve nydelsen ved det. Om dagen vil astrallegemets
begær være under kontrol af viljen, men når astrallegemet frigøres i
søvnen, flygter det til en vis grad fra egoets eller sjælens
dominans, og dets gamle vane hævder sig ved igen at reagere på
astral indflydelse udefra. Den slags drømme er rimeligvis almindelig
for mange mennesker som gør alvorlige forsøg på at bringe deres
begærnatur under viljens kontrol.
Det kan også ske at et menneske har
været fordrukkent i et tidligere liv, og stadig i sit astrallegeme
har stof der er tiltrukket af de vibrationer der er skabt i det
permanente atom af drikkeriet. Skønt dette stof ikke er stimuleret i
dette liv, kan det dog i drømme, når egoets kontrol er svag, reagere
på drikkevibrationer udefra, og mennesket drømmer derfor at det
drikker. Når man forstår sådanne drømme, har man ingen grund til at
være ked af det. De bør dog tages som en advarsel om at der stadig
findes mulighed for at længselen efter spiritus igen kan vågne.
4) Ego- eller sjæledrømme:
Meget af astrallegemets natur forandrer sig efterhånden som det
udvikles, og forandringen er endnu større hos egoet - eller det
virkelige menneske -som bebor det. Når astrallegemet ikke er meget
andet end en flydende tåge, sover egoet eller sjælen næsten lige så
meget som det fysiske legeme og er blind for indflydelse fra højere
planer. Og selv om en eller anden ide eller tanke derfra skulle nå
ham, vil han ikke kunne udtrykke oplevelsen på den fysiske hjerne,
da han har ringe eller ingen kontrol over sine lavere legemer.
Sovende mennesker kan befinde sig på
ethvert stadium fra komplet glemsel til fuld astral bevidsthed, og
som det allerede er sagt må man huske på, at selv om man kan have
mange vigtige oplevelser på de højere planer, kan egoet eller sjælen
ikke desto mindre være ude af stand til at overføre dem på hjernen,
således at der enten slet ingen fysisk hukommelse er eller kun en
meget forvirret erindring.
De vigtigste egenskaber ved egoets
bevidsthed og dets oplevelser, hvad enten de huskes eller ej i
hjernen, er følgende:
1) Egoets tids- og rumopfattelse er
så helt anderledes end den han bruger i den vågne tilstand, at det
næsten er som om tid og rum ikke eksisterer for ham. Der findes
mange tilfælde hvor egoet på få øjeblikke - sådan vil man opfatte
det - kan have oplevet noget der varer i mange år; begivenhed efter
begivenhed udspiller sig i alle detaljer.
2) Egoet eller sjælen er tilbøjelig
til øjeblikkelig dramatisering. Således kan en fysisk lyd for
eksempel eller en berøring nå egoet - ikke gennem den sædvanlige
nervemekanisme, men direkte i en brøkdel af et sekund før den når
den fysiske hjerne. Denne brøkdel af et sekund er tilstrækkelig for
egoet til at konstruere en slags drama eller en serie scener, der
leder til og kulminerer i den lyd eller berøring som vækker det
fysiske legeme. Hjernen blander drøm og virkelig begivenhed sammen
og indbilder sig derfor virkelig at have gennemlevet drømmens
begivenheder.
Denne evne eller vane synes
imidlertid at være særlig ejendommelig for det ego der åndelig talt
er forholdsvis uudviklet. Efterhånden som det udvikler sig, hæver
det sig imidlertid over denne sin barndoms yndefulde løjer. Det
menneske som har opnået fortsat bevidsthed, er så fuldt beskæftiget
med højere planers arbejde at han ikke bruger energi på en sådan
dramatisering, og som følge heraf ophører den slags drømme for ham.
3) Egoet eller sjælen besidder også
til en vis grad evnen til fremsyn og er somme tider i stand til at
forudse begivenheder som er ved at ske, eller snarere som kan ske
hvis der ikke tages skridt til at forhindre dem; og egoet er i stand
til at indpræge det på den fysiske hjerne. I visse tilfælde har man
givet agt på advarslen, og de nødvendige skridt er foretaget så det
forudsete resultat enten modificeres eller undgås fuldstændig.
4) Når egoet eller sjælen er ude af
legemet under søvnen, synes han at tænke i symboler: en tanke eller
en ide som det ville kræve mange ord at udtrykke, bliver
fuldstændigt overført til ham ved et enkelt symbolsk billede. Hvis
en sådan symbolsk tanke indpræges på hjernen og huskes i vågen
tilstand, kan tankesindet selv oversætte det i ord; på den anden
side kan det også komme igennem som blot et uoversat symbol, og det
vil så skabe forvirring. I drømme af denne slags ser det ud til at
hvert enkelt menneske har sit eget symbolsprog: vand kan for
eksempel betyde at der nærmer sig vanskeligheder, perler kan være et
tegn på tårer og så fremdeles.
Hvis et menneske vil have nyttige
drømme, hvis det for eksempel ønsker i vågen tilstand at have gavn
af det egoet lærer det under søvnen, må det foretage sig visse
skridt før det kan opnå et sådant resultat.
Først er det vigtigt at man i det
almindelige vågne liv har vedvarende koncentreret tankegang. Et
menneske som har absolut kontrol over alle sine tanker, ved nøjagtig
hvad han tænker og hvorfor; han vil også opdage at hjernen, der er
øvet i at lytte til egoets tilskyndelser, vil forblive uvirksom når
den ikke er i brug, og at den vil nægte at modtage eller reagere på
tilfældige strømme fra det omgivende tankehav. Der er større
sandsynlighed for at et sådant menneske vil være modtageligt for
indflydelse fra de højere planer. Og han vil have en dybere indsigt
og en sandere bedømmelse end han nogen sinde kunne opnå alene på det
fysiske plan.
Det skulle ikke være nødvendigt at
tilføje at mennesket også skal være fuldstændig herre over i det
mindste sine lavere lidenskaber.
Ved en meget almindelig handling kan
et menneske udelukke den tankestrøm fra sin æteriske hjerne som
presser på den udefra. Når han lægger sig til at sove, skal han
forestille sig sin aura og stærkt ønske at dens ydre overflade skal
være en hård skal der beskytter ham mod indflydelse udefra. Auraens
stof vil adlyde hans tanke og danne skallen. Dette skridt er af
mærkbar værdi for den ønskede tilstand.
Det er allerede nævnt hvor vigtigt
det er at fæstne sin sidste tanke på høje og ædle ting inden man
falder i søvn; det burde gøres regelmæssigt af enhver som ønsker at
bringe deres drømme under kontrol.
Her er det måske nyttigt at tilføje
hinduernes udtryk for de fire bevidsthedsstadier:
Jagrat
er den almindelige vågne bevidsthed.
Svapna
er drømmebevidstheden der arbejder i
astrallegemet og kan indpræge sine oplevelser på hjernen.
Sushupti
er bevidstheden der arbejder i
mentallegemet og ikke er i stand til at indpræge sine oplevelser på
hjernen.
Turiya
er en trancetilstand hvor
bevidstheden arbejder i det buddhiske legeme, og er så langt adskilt
fra hjernen at den ikke hurtigt kan kaldes tilbage ved ydre midler.
Disse udtryk bruges imidlertid
relativt og kan variere i overensstemmelse med sammenhængen. I én
fortolkning af jagrat forbindes således de fysiske og de
astrale planer - de syv underafdelinger der svarer til det fysiske
stofs fire tilstande og astralstoffets tre brede delinger.
Med hensyn til yderligere oplysninger
henvises den studerende til »An Introduction to Yoga« af A. Besant,
side 16 og følgende, og også til »A Study in Consciousness«, hvor
vågen bevidsthed defineres som den del af den totale bevidsthed der
arbejder gennem det aller yderste legeme.