(last ned det hele, koble fra telenettet og les det i ro og mak for dette er en lang og omfattende - men meget spennende, og sann historie. Filen/artikkelen ligger inne i maskinen når den er nedlastet - og kan derved  åpnes igjen uten å skulle kople seg til internett på  nytt. Vel - Rampa sier selv at alt han har skrevet er den absolutte sannhet - og at fremtidens forskning og nye avsløringer vil bevise dette i de kommende tiår. Og den enkeltes egen indre logikk vil også rettlede den som gjenkjenner ytre fornuft og logikk som man leser.

Ettersom Rampa først skrev dette ned da han kom til vesten - er det klart at han her må ha modernisert og tilpasset språket etter det - i forhold til det som den gamle eremitt fortalte årtier tidligere. R.Ø.anm.)

Eremitten - ja dette var altså tittelen på den danske oversettelse av Lobsang Rampas bok "The Hermit". Boken ble utgitt i DK tidlig på 70-tallet (orginalen utkom 15 år før i England/Canada/USA), men inneholdt stoff som naturlig nok - for ca.40 år siden - ble sett på som ren fantasi - og slik ser de det vel fortsatt, de som ikke kjenner den logiske tråden i kosmos’ utvikling.

Rampa kom som ung munk til hulen til en gammel blind eremitt som grunnet sin ekstremt utviklede hukommelse ble utvalgt av en gruppe "utenomjordiske overvåkere" til å viderebringe spesielle kosmiske informasjoner. Denne gamle og blinde mann levde på det som handelskaravanane gav ham i bytte mot hans velsignelser. De "kosmiske gartnere" som de kalte seg - fortalte ham at han langt senere ville bli oppsøkt av en ung munk, som skulle bringe denne spesielle informasjonen ut til verden - altså Lobsang Rampa. (Det berettes bl.a. i Semjase-materialet at de høyere utviklede sivilisasjoner har teknologi til å fjernscanne/måle bevissthets-kapasiteten til mennesker). De sa bl.a. at de overvåket Jorden slik at atomvåpen ikke kom til utfoldelse.

Denne isolerte eneboer hadde som ung mann, bosatt i Lhasa i Tibet, blitt torturert og for livet blindet av kineserne som prøvde å få ham til å røpe noen statshemmeligheter som han dog ikke kjente til. Det nøyaktige tidspunkt for hendelsen nevnes ikke, men ut fra boken kan det se ut som det skjedde for ca.100 år siden. Det gir en meget livaktig beskrivelse av det ekstremt nøkterne liv som eneboere i østen levde og enda noen fortsatt lever. Visse ord er "oversatt" til norsk i parantes for hjelp til de som ikke er så vant med dansk.

Den blinde mannen (eremitten) ble tilsynelatende brakt til en underjordisk base som "de" den gang hadde et sted i Tibets enorme fjellverden - det ser ut som dette var i tilknytning til en utbrent gammel vulkan… Denne ET-base opererte de "utenomjordiske overvåkere" i det skjulte . Her ble han bl.a. satt teknisk istand til å kunne se - ved at de satte elektroder inn i hans hjerne og via et slags kamera kunne han da fysisk se hva som ble vist ham der. Senere ble hans bevissthet frigjort fra kroppen og gjennom sitt finstofflige ("åndelige") legeme ble han brakt til nye opplevelser.

Lobsang Rampa forteller da her om dette merkelig møte i sine yngre dager med den blinde gamle eremitten, og stoffet er da videre her i dansk tekst og er altså et omfattende utdrag fra boken - og vil man også lese den omfattende innledningen - om det som skjedde før selve budskapet her serveres - så finnes i et meget omfattende utdrag på egen fil - trykk da på INNLEDNING her.

JA - i denne ekstraordinære bog fortæller Lobsang Rampa om en ung mand, en munk, der kommer til en gammel blind eneboers hule for at få del i hans ældgamle visdom:

 - Da jeg var ung, havde jeg mange oplevelser, smertelige oplevelser, og høstede dyrekøbte erfaringer, sagde eremitten til ham. Jeg forlod vor store by Lhasa og vandrede blind ud i ødemarken.(han forteller altså langt mer detaljert om dette i første del av boken) Sultende, syg og bevidstløs blev jeg bragt til et ukendt sted og fik der instrukser som forberedelse til dette øjeblik. Når jeg har givet min viden videre til dig, har jeg fuldført min livsopgave, og jeg kan i fred drage til De Himmelske Enge. -

En tid senere sad den unge mand foran den gamle og lyttede til en mærkelig historie, der var lige så fængslende, som den var mærkelig. En historie, som var grundlaget for alle religioner, alle eventyr og alle legender om verden. En historie, der er blevet holdt tilbage af magtsyge præster og >videnskabsmænd< fra den tid, da mennesker sluttede sig sammen i stammer. - -

- Jeg lå på det bord. (han var vist nå brakt om bord på et fartøy/romskip). Jeg havde hørt og forstået hvert ord (de hadde programmert inn i hans hjerne og noe som gjorde at han forstod deres tale - se hovedinnledningen). Al frygt og al usikkerhed forlod mig. Jeg ville vise disse mennesker, hvordan en tibetansk præst kunne leve eller dø. Min medfødte ubesindighed tvang mig til at sige højt: - Se bare hr. admiral(altså sjefen på basen), den der biolog er mindre civiliseret, end vi er, for vi slår ikke engang de dyr ihjel, som man kunne sige var laverestående. Det er os, der er civiliserede. Et øjeblik stod tiden helt stille. Selv de, der sad rundt om mig, syntes at holde op med at ånde. Så kom der til min store forbløffelse, ja, det var næsten et chok, et spontant bifald og laffer flere steder fra. De slog hænderne sammen, noget som jeg havde forstået, var et tegn på billigelse (støtte) blandt dem. Nogle kom med henrykte udbrud, og en tekniker som stod tæt ved mig, bøjede sig ned og hviskede: - Godt, Munk. Sig nu ikke mere, spænd ikke buen for højt.

- Admiralen talte: - Den indfødte munk har talt. Han har til min tilfredshed demonstreret, at han virkelig er et forstandigt væsen, og at han er fuldt ud i stand til at fuldføre det hverv, der er tildelt ham; og øh, jeg giver hans bemærkninger min fulde tilsluming og vil huske dem i min rapport til vismændene. Biologens stemme smældede skarpt: - Jeg trækker mig tilbage fra eksperimentet. Efter det trak væsenet, han eller hun, sig meget støjende tilbage fra klippehulen. Alle sukkede af lettelse, tilsyneladende var seniorbiologen ikke en særlig yndet person. Småsnakken døde hen efter en påmindende håndbevægelse, som jeg ikke kunne se. Der lød en svag skraben af fødder og raslen med papir. Forventningen var næsten til at tage og føle på.

Mine damer og herrer(altså de mange av begge kjønn som var på basen), lød admiralens stemme, - nu da vi har overstået indvendinger og afbrydelser, vil jeg gerne sige et par ord til gavn for de af jer, som ikke før har kendt denne opsynsstation. Nogle af jer har hørt rygter, men rygter er aldrig til at stole på. Jeg vil nu fortælle jer, hvad der skal ske, hvad det drejer sig om, så I bedre kan vurdere de begivenheder, som I (dere) nu snart skal deltage i.

Menneskene på denne klode er ved at udvikle en teknologi, som vil udslette dem, hvis den ikke bremses. Under processen vil de forurene rummet så meget, at andre nye verdener i denne gruppe kunne blive uheldigt påvirket. Det må vi forhindre. Som I ved, er denne klode og andre i denne gruppe forsøgsgrudlag for forskellige typer væsener, ligesom i planteverdenen er det sådan, at det, der ikke bliver dyrket, er ukrudt (ugras). I dyreverdenen kan man have fuldblods eller skravl. Menneskene på denne klode er ved at komme til at tilhøre den sidstnævnte kategori. Vi, der befolkede denne klode med en menneskelig bestand, må sikre os, at vores bestand på andre kloder ikke kommer i fare.

Vi har foran os en af denne klodes indfødte. Han er fra en egn af det land, der hedder Tibet. Det er et teokrati, det vil sige, at det regeres af en leder, der lægger større vægt på religionen, end på politik. I dette land er der ingen aggression. Ingen kæmper for at få andres land. Ingen tager livet af noget dyr undtagen dem, der tilhører de laveststillede grupper, og som næsten altid uden undtagelse kommer fra andre lande. Skønt deres religion forekommer os noget fantastisk, lever de fuldkommen efter den og krænker ikke andre, og de påtvinger heller ikke andre deres tro. De er yderst fredelige, og der skal en hel del provokation til, før de går over til voldsomheder. Vi mente derfor, at vi her kunne finde en indfødt med en fænomenal hukommelse, som vi endda kunne forbedre. En indfødt, i hvem vi kunne indpode viden, som skal gives videre til en anden, som vi senere vil anbringe på denne Klode.

Nogle af jer(dere) vil måske undre jer over, hvorfor vi ikke kan sende vores repræsentant direkte. Det kan vi ikke gøre til vores fulde tilfredshed, fordi det fører til udeladelser og afvigelser. Det er blevet prøvet ved flere lejligheder, men det er aldrig gået, som vi har ønsket. Som I senere vil se, prøvede vi det med nogenlunde held med en mand, som jordboerne kaldte Moses, men selv med ham var det ikke fuldkomment, og fejltagelser og misforståelser var fremherskende. Nu vil vi på trods af vores ansete seniorbiolog prøve dette system, som er blevet udarbejdet af "vismændene" (høyere åndelige veiledere som gir de enda "grovmaterielle" romfolk direktiver og oppgaver - som de utfører i Altets tjeneste. R.Ø.anm.)

Ligesom deres enestående videnskabelige kunnen for millioner af jordår siden muliggjorde, at man kunne rejse hurtigere end lyset, således har de nu udarbejdet en metode, hvorved man kan tappe selve de akashiske optegnelser.

I dette system vil den person, der befinder sig indeni dette specielle apparat, kunne se alt, hvad der er sket i fortiden. I så høj en grad som hans egne indtryk vil påvirke ham, vil han virkelig opleve disse ting, han vil se og høre præcis, som om han levede i disse længst forgangne dage.

 For ham vil det være ligesom at være der. En særlig udledning direkte fra hans hjerne vil sætte os hver især i stand til at deltage på anden hånd (de omsatte hans hjernesignaler elektroniske til de øvriges sanser). Han - I - eller skulle jeg sige vi - skulle praktisk talt holde op med at eksistere i denne tid og skulle hvad angår vores følelser, syn, hørelse og følesans blive overført til disse længst forgangne tider, og vi skal opleve det virkelige liv og det der skete, nøjagtig ligesom vi her nu har oplevet livet ombord eller livet på små patruljeskibe eller at arbejde i denne verden langt under jordoverfladen i vore underjordiske laboratorier.

Jeg foregiver ikke, at jeg fuldtud forstår principperne i det. Nogle af jer ved langt mere om emnet, end jeg gør; det er derfor I er her. Andre, der har andre pligter, vil vide endnu mindre end jeg, og det er til dem, jeg har sagt disse ting. Lad os huske på, at vi også tager hensyn til livets ukrænkelighed. Nogle vil måske betragte denne jordboer som et forsøgsdyr, men han har demonstreret, at han har sine følelser. Han er intelligent og husk vel på, at han lige nu er det mest værdifulde væsen på denne klode. Det er derfor, han er her.

Der er nogen, der har spurgt: "Hvordan kan det frelse verden at stoppe dette væsen med viden?" - Svaret lyder, at "det kan det ikke."

Admiralen lavede en dramatisk pause. Jeg kunne naturligvis ikke se ham, men jeg antog, at de andre også følte den samme spænding, som jeg var fyldt af. Så fortsatte han: - Denne klode er meget syg. Vi ved, den er syg. Vi ved ikke hvorfor. Vi prøver på at finde ud af hvorfor.

Vores første opgave er at erkende, at der eksisterer en sygdomstilstand. For det andet må vi overbevise menneskene om, at de er syge. For det tredje må vi sørge for, at de kommer til at ønske at blive kureret for den. For det fjerde må vi finde ud af nøjagtig, hvordan sygdommen giver sig udslag. For det femte må vi udvikle et helbredelsesmiddel, og for det sjette må vi overtale menneskene til at gøre det, der vil gøre kuren effektiv. Sygdommen har forbindelse med auraen. Vi kan ikke finde ud af hvorfor. Der må komme en anden, en der ikke er fra denne verden, for kan en blind mand se, hvad hans medmennesker fejler, når han også er blind?

Den bemærkning fik det til at gibbe i mig. Den forekom mig at være selvmodsigende, jeg var blind, og alligevel blev jeg valgt til den opgave. Men nej, nej, det blev jeg jo ikke, jeg skulle bare være oplagringssted for en bestemt viden, en viden som ville sætte en anden i stand til at fungere ifølge den forudlagte plan. - Admiralen talte igen.

Når vores indfødte er blevet forberedt af os, når vi er færdige med ham, så vil han blive bragt til et sted, hvor han kan leve sit liv, der for ham vil være meget langt. Han vil ikke kunne dø, før han har givet sin viden videre. Til gengæld for sine år i blindhed og ensomhed, vil han have fået en indre fred og viden om, at han vil gøre meget for denne verden. Nu vil vi lige en sidste gang undersøge denne indfødtes tilstand, og så vil vi begynde. -

Nu blev der temmelig stor travlhed, men den var ikke forvirret. Jeg kunne mærke, at der var nogen, der bevægede sig hurtigt omkring. Så lød den nu velkendte klirren og raslen af glas og metal, der kom i berøring med hinanden. Generallægen kom hen til mig og hviskede: - Hvordan har du det nu?

Jeg vidste næppe, hvordan jeg havde det, eller hvor jeg var, så jeg svarede: - Det, jeg har hørt, har ikke fået mig til at føle mig bedre tilpas. Skal jeg stadig ikke have lov til at se? (han var jo blind, men hadde litt før fått demonstrert at de hadde koplet et kamera inn på hans synsnerve slik at han kunne se). Hvordan skal jeg kunne opleve disse undere, hvis I ikke giver mig synet en gang til?

Slap af; hviskede han beroligende, - alt ordner sig. Du vil komme til at se på den bedst mulige måde, når det rigtige øjeblik er inde. - Han tav et øjeblik, medens en anden kom hen og sagde noget til ham, og fortsatte så: - Dette er, hvad der vil ske. Vi vil trække noget ned over dit hoved, som vil føles som en hat lavet af ståltråd. Den vil være lidt kold, indtil du har vænnet dig til den. Så vil vi give dig nogle ting på fødderne, som du kan forestille dig som et par ståltrådssandaler. Vi har allerede forbindelser til dine arme. Først vil du mærke en mærkelig og, højst sandsynlig, ubehagelig snurren; men det går snart over, og så vil der ikke være andet fysisk ubehag. Vær sikker på, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for dig. Dette betyder en hel del for os. Vi vil alle gerne have, at det skal blive en stor succes. Der står for meget på spil til, at det må blive en fiasko.

Så koplet de fri hans astral legeme "teknisk" og han forteller hva han opplevde når nå sansningen skjedde gjennom det frigjorte sanselegeme:

Jeg steg op i luften uden selv at ville det. Jeg blev styret som en drage af drengen, der holder snoren. Højere og højere steg jeg op, indtil jeg kunne skimte noget vand, der blinkede, - eller var det vand? Det havde en bleg lavendelblå farve, der sendte guldblink ud fra bølgetoppene. Eksperimentet måtte have dræbt mig, bestemte jeg, jeg er i Limbo, de glemte menneskers land. Nej, ingen verden kunne have sådanne farver, og sådan nogle mærkelige ting. - Nej! mumlede den ubønhørlige stemme i min hjerne, - eksperimentet var en succes. Nu vil du få en kommentar til alt det, der sker, så du bedre kan følge med og få mere viden. Det er meget vigtigt, at du forstår alt, det du får forevist. Vær meget opmærksom. - Vær meget opmærksom! Kunne jeg være andet? tænkte jeg bittert.

Jeg steg højere og højere op. Langt borte fra kom glimt fra brændende pletter på horisonten. Mærkelige og frygtelige skikkelser stod der lige som djævlene ved Helvedes port. Jeg kunne svagt skelne nogle lysende pletter, som steg og faldt og skød fra skikkelse til skikkelse. (han hadde ikke vært i den "moderne" verden og kunne vel ikke alltid forstå tekniske ting. R.Ø.anm.) Hele vejen rundt var der brede veje, der strålede ud fra disse skikkelser, som kronbladene i en blomst stråler ud fra dens centrum. Dette var et mysterium for mig, jeg kunne ikke forestille mig, hvad det var og kunne bare forbløffet svæve videre. Jeg følte mig pludselig sat i gang med et ryk igen, og farten var sat op. Jeg tabte højde, jeg gik ned helt uden at ville det til et punkt, hvorfra jeg kunne skelne de enkelte huse, der lå langs med vejene fra centrum. Hvert hus forekom mig at være mindst ligeså stort som de fornemste adelsmænds i Lhasa, og til hvert hørte der et temmelig stort stykke jord. Mærkelige metaltingester rumlede hen over markerne, medens de udførte de ting, som kun en landmand kan beskrive. Men så, da jeg kom meget længere ned, opdagede jeg en meget stor ejendom, der hovedsagelig bestod af lavt vand, hvori der stod bænke med huller i. Fantastiske planter lå på bænkene, og deres rødder flød i vandet. Disse planter var uendeligt meget større og smukkere end dem, der voksede i jorden. Jeg stirrede og spekulerede på disse vidundere.

Jeg blev igen løftet op til et sted, hvorfra jeg kunne se langt omkring. Skikkelserne, som jeg tidligere havde været så interesseret i, var nu meget tættere på, men min omtågede hjerne kunne ikke fatte det jeg så, det var for fantastisk, så fuldkommen utroligt. Jeg var en stakkels tibetaner, en lavtstående præst, der aldrig havde været længere udenlands end på en kort visit til Kalimpong; alligevel stod der her for mine forbavsede øjne, - havde jeg øjne overhovedet? -en stor by, en fabelagtig by. Kæmpemæssige spir ragede måske seks kilometer op i luften. Hvert spir eller tårn var omkranset af en spiralbalkon og fra hvert af disse strålede smalle, frit-svævende veje ud, der var tilsluttet et net, der var mere indviklet end det, en edderkop kan spinde. Vejene var fyldt med hurtiggående trafik. Ovenover og nedenunder flagrede mekaniske fugle fyldt med mennesker. De styrede alle udenom hinanden med en dygtighed, der fyldte mig med den største beundring. En mekanisk fugl, der var ved at sætte farten op, kom hen imod mig. Hele min krop trak sig sammen og vred sig af frygt ved tanken om den kommende kollision, men maskinen fløj videre gennem mig, og jeg kunne ikke mærke noget. Hvad var jeg? Jo, jeg huskede det, en ånd uden legeme. Men jeg ønskede, at nogen ville fortælle min hjerne det, for jeg oplevede enhver følelse og især den frygt, som en normalt krop ville opleve.

Jeg slentrede rundt mellem spirene og hang lidt over vejene. Jeg opdagede nye vidundere, nogle høje plateauer med fantastiske hængende haver. Utrolige sportsanlæg, øjensynligt for adelsmændene eller de højtstående, men farverne var helt forkerte(feil), og det var nogle helt forkert udseende mennesker. Nogle var kæmpemæssige giganter, andre var dværge. Nogle var afgjort menneskelige, og andre var afgjort ikke. Nogle var en meget mærkelig blanding af mennesker og fugle, kroppen i det store og hele bygget som et menneskes, men alligevel havde den tydeligt fuglelignende hoved. Nogle var hvide og nogle var sorte. Nogle var røde, medens andre var grønne. Der var alle farver. Nogle havde fire fingre og en tommelfinger på hver hånd, men andre havde ni fingre og to tommelfingre på hver hånd, og en gruppe havde tre fingre og horn stikkende ud fra tindingerne og - halen. - Mit mod forsvandt ved synet af dette sidste, og min vilje førte mig opad - hurtigt.

Fra min nye højde var det tydeligt, at byen dækkede et kæmpestort område, den strakte sig så langt, jeg kunne se, men langt borte kunne jeg se en rydning, der var fri for høje bygninger. Skinnende pletter, sådan så de ud på denne afstand, for med forbavsende hastighed afsted i horisontalt plan. Jeg mærkede, at jeg drev hen mod det område. Da jeg kom tættere på, opdagede jeg, at hele området så ud til at være lavet af glas, og at mærkelige metalfartøjer kørte på overfladen. Nogle var kugleformede og syntes - at dømme ud fra deres retning - at rejse udenfor denne verdens grænser. Andre, der lignede to metalskåle vendt mod hinanden, så også ud til at være til rumrejser. Der var andre, der lignede spyd, og jeg lagde mærke til at disse, når de havde nået en vis forudbestemt højde, fløj horisontalt til ukendte steder på jordoverfladen. Der var et fantastisk mylder, og jeg kunne næsten ikke tro, at alle disse mennesker kunne være i en by. Alle mennesker på en klode var samlet her, tænkte jeg. Men hvor var jeg? Jeg kunne mærke, at min panik steg.

Stemmen svarede mig og sagde: - Du må forstå, at Jorden kun er et lille sted, Jorden er ligesom et af de mindste sandskorn på bredden af Lykkens Flod. De andre kloder i det univers, hvor din Jord befinder sig, er lige så talrige og forskellige som sandet, stenene og klipperne, der kanter bredderne ved Lykkens Flod; men dette er bare ét univers. Der er utallige universer, ligesom der er utallige græsstrå. Tid på Jorden er kun en flimren i den kosmiske tids bevidsthed. Afstande på Jorden er ubetydelige og eksisterer ikke, sammenlignet med de større afstande i rummet. Nu er du i en verden i et helt, helt andet univers, et univers der er så langt fra Jorden, som du kender, at du ikke ville kunne fatte det.

Den tid vil komme, da de største videnskabsmænd fra din klode må indrømme, at der er andre beboede verdener, og at Jorden ikke er livets centrum, sådan som de tror. Du befinder dig nu på den mest betydningsfulde verden i en gruppe på mere end tusind. Hver af de verdener er beboede, og hver af de verdener står under Herren i den verden, hvor du nu befinder dig. Hver verden er helt selvstyrende, skønt de følger en fælles politik, en politik der sigter mod at fjerne de værste af de ureffærdigheder, som mennesket lever under. En politik der er viet til at forbedre betingelserne for alle levende væsener.

I hver verden er der en speciel slags mennesker. Nogle er, som du har set det, små, nogle er store, som du også har set. Nogle er efter din målestok groteske og fantastiske, andre, vil du måske sige, er engleagtige og smukke. Man skal aldrig lade sig bedrage af det ydre, for alle har gode hensigter. Disse mennesker sværger alle troskab overfor Herren i den verden, hvor du nu befinder dig. Det vil være nytteløst og en anstrengelse for din intelligens at prøve at give dig navne, for navnene vil ikke have nogen mening på dit sprog og i din hjerne og ville kun tjene

til at forvirre dig.

Disse mennesker er alle underlagt Den Store Herre i denne verden. Han har ikke nogen ønsker om at besidde nogen områder. Hans hovedinteresse er at bevare freden, så enhver skabning, ligegyldigt hvilken størrelse, form eller farve han har, kan leve de dage til-ende, der er blevet givet ham, og hengive sig til at gøre det gode i stedet for den ødelæggelse, der altid vil være følgen, når en skabning skal forsvare sig. Her er der ikke nogen store hære, der er ikke nogen kæmpende horder. Der er videnskabsmænd, handelsmænd og selvfølgelig præster, og der er også opdagelsesrejsende, de der tager ud til fjerne verdener og hele tiden forøger antallet af dem, der slutter sig til dette mægtige fællesskab. Ingen opfordres til at slutte sig til det. De, der slutter sig til denne sammenslutning, gør det på deres egen anmodning, og først når de har ødelagt deres våben.

Den verden, du nu befinder dig i, er center for dette specielle univers. Den er center for kultur, viden, og der er ikke nogen større. Der er blevet opdaget og udviklet en speciel rejseform. At forklare de metoder ville igen være at overbelaste den største jordiske videnskabs-mands hjerne. De har ikke nået det stadium, hvor de tænker i fire- og femdimensionerede begreber, og en sådan diskussion ville være det rene volapyk("gresk") for dem, - indtil det tidspunkt, hvor de kan frigøre deres sind for alle de anskuelser, som så længe har holdt dem fangen.

De landskaber du nu ser, er den førende verden, som den er i dag. Vi vil have, at du skal rejse rundt på den, så du kan se dens storslåede civilisation, en civilisation, der er så avanceret, så strålende, at du måske ikke kan fatte det. De farver du ser er forskellige fra dem, du er vant til at se på Jorden. Men Jorden er ikke civilisationens centrum. Farverne er forskellige på hver enkelt klode og afhænger af omstændighederne og betingelserne dér. Du skal se dig omkring i denne verden, og min stemme vil ledsage dig, og når du har set nok af denne verden til at du tydeligt kan se, hvor storslået den er, skal du rejse ind i fortiden, og så skal du se, hvordan kloder bliver opdaget, hvordan verdener fødes, og hvordan vi prøver at hjælpe dem, der er villige til at hjælpe sig selv.

Husk altid på dette, vi fra rummet er ikke fuldkomne, for fuldkommenhed kan ikke eksistere noget steds i noget univers, når man befinder sig i sin materielle tilstand.

Men vi prøver, vi gør det så godt som vi kan. Du vil sikkert være enig med os i, at der er nogen fra fortiden, der har været udmærkede, og nogen som til vor store sorg har været meget slette og onde. Vi vil ikke besidde din verden, Jorden, vi ønsker i stedet, at I skal udvikle den, så I kan leve der, men vi må sikre os, at menneskets værk ikke forurener rummet og bringer andre kloders befolkning i fare. Men du vil snart se mere af denne førende verden.

Jeg tænkte meget på alle disse ord, sagde den gamle eremit. - Jeg spekulerede dybt over det varsel, der lå bag bemærkningerne, fordi det forekom mig, at al denne snak om broderkærlighed var falsk. Mit eget tilfælde, tænkte jeg, viste hvor fejlagtigt dette argument var. - Her ligger jeg, en fattig, uvidende indfødt fra et meget fattigt, ufrugbart, underudviklet land, og stik imod mine egne ønsker bliver jeg fanget, opereret og, så vidt jeg vidste, tvunget ud af min krop. Her var jeg - hvor? Den snak om at gøre så meget til menneskehedens gavn forekom mig temmelig tom.

- Stemmen brød ind i mine forstyrrede tanker og sagde: - Munk, dine tanker bliver ved hjælp af vores instrumenter til ord for os, og dine tanker er ikke rigtige. Det er i virkeligheden dine tanker, der er fejlagtige. Vi er gartnere, og en gartner må fjerne det døde træ, han må plukke det uønskede ukrudt op, men når der kommer et bedre skud, må gartneren somme tider fjerne det fra hovedplanten og pode det på et andet sted, så det kan udvikle en ny art eller endda dvikle en art, der er bedre end det selv.

Ifølge dine egne anskuelser bevises du en stor ære, en ære, som er forbeholdt meget, meget få væsener, der tilhører verdensarterne. Stemmen tøvede og fortsatte så:

- Vor historie går milliarder af Jordår tilbage, milliarder og milliarder af år, men lad os antage, at din planet, som du kalder Jorden, at hele dens liv blev sammenlignet med Potalas højde, så ville menneskets tid på Jorden kunne sammenlignes med et lag maling på loftet(taket) i et rum. Du kan således se, at mennesket er så nyt på Jorden, at intet menneske har ret til bare at prøve at vurdere det vi gør.

Senere vil dine egne videnskabsmænd opdage, at deres egne love om matematiske muligheder tydeligt vil vise, at der er bevis for, at der eksisterer nogen udenfor Jorden. Det vil også vise, at de må søge langt udenfor deres eget lille univers' rækkevidde efter de virkelige beviser, ud i andre universer end det, der indeholder din verden. Men dette er hverken tiden eller stedet til at begynde en sådan diskussion. Godtag vores forsikng om, at du gør noget godt, og at vi bedst forstår at bedømme det. Du spekulerer på, hvor du er, og jeg vil fortælle dig, at din legemløse ånd, der kun midlertidigt er skilt fra din krop, er rejst ud over dit eget univers' yderste grænser og er kommet ind i centrum af et andet univers til den vigtigste by på den vigtigste planet. Vi har meget vi vil vise dig, og din rejse, dine oplevelser er kun lige begyndt. Vær forsikret om, at du ser verden, som den er nu, som den er i dette øjeblik, for i ånden har tid og afstand ingen betydning.

Nu vil vi gerne have, at du ser dig omkring for at lære den verden at kende, som du nu er i, så får du lettere ved at tro dine sanser, når vi kommer til de mere vigtige ting, for vi vil snart sende dig tilbage i fortiden, ind i fortiden, ved hjælp af de akashiske optegnelser, hvor du vil se din egen planet Jordens tilblivelse.

Jeg var som en legemløs ånd, der kredsede ned mod den borg, som rummede Herren over denne oververden, begyndte den gamle eremit. - Jeg ville gerne se, hvad slags mand det var, som nogle af de mægtigste eksisterende kloder viste respekt og kærlighed. Jeg var syg efter at få at vide, hvilken slags mand eller kvinde der kunne leve i århundreder. Herren og hans hustru. Men det skulle jeg ikke få at vide. Jeg blev rykket baglæns som en lille dreng kan rykke i snoren til sin drage.

Det er helligt område sagde stemmen meget strengt. - det er ikke for uvidende indfødte, du skal se andre ting. - Og således skete det, at jeg blev slæbt mange kilometer og så drejet omkring og sat på en anden bane. - -

Under mig forsvandt detaljerne, og byerne blev ligesom sandskorn på en flodbred. Jeg steg op i luften og ud af luften. Jeg befandt mig der, hvor der ingen luft var. En mærkelig konstruktion, som jeg aldrig havde set magen til, kom efterhånden inden for min synsvidde. Jeg kunne ikke forstå, hvad den skulle bruges til. Her ude i det lufttomme rum, hvor jeg kun kunne eksistere som en ånd uden legeme, her svævede en by af metal, der blev holdt oppe på en eller anden mystisk måde. Da jeg kom tættere på, blev enkelthederne tydeligere, og jeg kunne se, at byen hvilede på noget land af metal og dens øverste dele var dækket af noget materiale, der var klarere end glas, men det var ikke glas. Nedenunder dette blanke kunne jeg se folk på byens gader, en by der var større end Lhasa.

Der var mærkelige fremspring på nogle af bygningerne, og jeg mærkede, at jeg blev styret hen mod et af de største. - Dette er et stort laboratorium, sagde stemmen inde i min hjerne. Et observatorium, hvorfra din verdens tilblivelse blev overværet. Ikke med optiske midler, men ved hjælp af nogle særlige stråler, men det vil du ikke kunne fatte. Om nogle få år vil din verden opdage radioen. Det, vi bruger, er noget langt mere udviklet. Her undersøges universets hemmeligheder, og fjerne verdeners overflade iagttages, som du nu iagttager denne satellits overflade. Ingen afstand, ligegyldigt hvor stor den er, er nogen hindring. Vi kan se ind i templer, sportshaller og huse.

Jeg kom endnu tættere på og blev bange, da den klare barriere tårnede sig op foran mig. Jeg frygtede, at jeg ville brase ind i den og blive forskåret, men så huskede jeg, før panikken begyndte, at jeg var en af de ånder, for hvem selv de tykkeste vægge var som skygger, som man kunne gå igennem, hvis man ville. Langsomt sank jeg ned gennem den glaslignende substans og kom ned i den verden, stemmen havde kaldt "satelit". I nogen tid drev jeg frem og tilbage og prøvede at få hold på mine forvirrede tanker. Det var chokerende for "en uvidende indfødt fra et underudviklet land i en sinkeverden" at få en sådan oplevelse - og stadig være ved sin fornufts fulde brug.

Som en sky, der glider hen over en bjergkæde, eller en månestråle der tavst strejfer en vand-overflade, begyndte jeg langsomt at drive sidelæns. Jeg gled gennem mure, der var lavet af et materiale, som var helt ukendt for mig. Selv om jeg var en ånd, var der alligevel en let modstand, for jeg havde en snurrende følelse i hele kroppen og i nogen tid en følelse, som om jeg sad fast i hængedynd i en mose. Med en mærkelig drejning, der ligesom skrællede hele mit væsen, kom jeg ud af den omklamrende mur. Lige da jeg gjorde det, var det mit indtryk, at stemmen sagde: - Han er kommet igennem! Jeg troede et øjeblik, at han ikke ville klare det.

Men nu var jeg igennem muren og inde i et kæmpemæssigt overdækket område, der var for stort til at blive kaldt et "rum". Fantastiske maskiner og apparater stod rundt omkring. Ting, jeg slet ikke havde forstand på. Alligevel var det mest mærkelige netop områdets beboere. Meget, meget små menneskelige væsener havde travlt med noget, som jeg kunne skimte var instrumenter, medens giganter flyttede tunge pakker omkring og udførte det tunge arbejde for dem, der var for svage til det.

- Her har vi et udmærket system, sagde stemmen i min hjerne.

- De små udfører de fine tilpasninger og bygger de små ting. De store udfører noget, der passer bedre til deres størrelse og styrke. Kom nu videre. Den underlige kraft, som hverken kunne måles eller vejes, drev mig igjen framad så jeg mødte og overvandt endnu en forhindring. Den var endnu vanskeligere at komme ind i og ud af igen.

Den mur, mumlede stemmen, - er en dødsbarriere. Ingen kan komme ind eller ud i legemlig tilstand. Her ser vi på alle kloderne, og vi opdager med det samme forberedelser til krig. Se! Jeg kiggede mig omkring. I et øjeblik havde det, der var foran mig, ingen sammenhæng. Så fik jeg hold på mine tågede sanser og koncentrerede mig. Væggene omkring mig var delt op i firkanter, der var to meter gange en meter. Hver af dem var et levende billede, hvorunder der var nogle mærkelige symboler, som jeg regnede med var bogstaver. Det var nogle forbløffende billeder. Her var der et, hvor en verden var afbilledet, som om den blev set fra rummet. Den var blågrøn med mærkelige hvide pletter. Jeg opdagede rystet, at det var min egen verden, den verden, hvor jeg var blevet født. En forandring i et tilstødende billede tiltrak sig straks min opmærksomhed. Jeg havde en forfærdelig følelse af at falde, medens jeg stirrede, og jeg så, at jeg kiggede på et billede af min verden, som om jeg var ved at falde ned på den.

Skyerne forsvandt, og jeg kunne se omridset af hele Indien og Tibet. Ingen fortalte mig, at det var rigtigt, men jeg følte det per instinkt. Billedet blev større og større. Jeg så Lhasa. Jeg så høj sletten og så så jeg et vulkankrater. . . - Ja, men du er ikke her for at se det der! udbrød stemmen. - Se andre steder hen! - Jeg så mig omkring og undrede mig igen over det, jeg så. Her på dette billede så man en rådssal indefra. Betydningsfuldt udseende individer var i livlig diskussion. Stemmer blev hævet og hænder løftet. Papirer blev smidt omkring med en rystende ligegyldighed over for god opførsel. På en forhøjning talte en mand ivrigt, helt violet i ansigtet. Bifald og mishag fulgte i lige høj grad hans bemærkninger. Det mindede mig om et af abbedernes møder!

Jeg vendte mig om. Overalt var der disse levende billeder. Overalt disse mærkelige scener i de mest usandsynlige farver. Jeg bevægede mig ind i et andet rum. Her var billeder af mærkelige metalgenstande, der bevægede sig gennem rummets mørke. Mørke er ikke det rigtige ord at bruge, for rummet var her oversået med lyspunkter i mange farver, og mange af disse farver kendte jeg ikke. - Det er et rumskib i transit, sagde stemmen. - Vi holder omhyggeligt øje med vores trafik. Til min store forbavselse dukkede et mandshoved pludselig op på en del af væggen. Han sagde noget, men jeg forstod ikke hans ord. Han nikkede og brugte armbevægelser, som om han talte ansigt til ansigt med en person. Med et smil og en farvelvinken forsvandt ansigtet, og væggen var igen en glat grå flade.

Det blev øjeblikkeligt afløst af noget, der lignede det udsyn, en højffiyvende fugl har. Et udsyn ud over den verden jeg lige havde forladt, den verden, der var centrum i dette mægtige rige. Jeg så ned på den store by, så hvilket kæmpemæssigt område den dækkede. Billedet bevægede sig så hurtigt, at jeg igen så ned på det område, hvor Herren over denne storslåede civilisation havde sin residens. Jeg så de store mure og de mærkelige eksotiske haver, som bygningen var omgivet af. Jeg så også en smuk Sø med en ø i midten. Men billedet bevægede sig videre, først den ene vej og så den anden, fejede hen over landskabet som en fugl, der søger efter et bytte. Billedet standsede, blev forstørret og fokuserede på en metalgenstand, som kredsede i langsomme cirkler ned mod jorden. Billedet viste så kun metalgenstanden. Et mandsansigt kom til syne, og manden sagde noget, svarede på ukendte spørgsmål. En viftende hilsen, og så var der ikke mere på billedet.

Jeg bevægede mig ikke af egen fri vilje. Mit styrede sind forlod det mærkelige rum og kom ind i et andet, endnu mærkeligere! Her sad der ved ni billedskærme - ni gamle mænd. I et øjeblik stod jeg som lammet af forbauselse, så begyntejeg at le næsten hysterisk. Her sad ni gamle mænd alle med skæg, alle meget lig hinanden i udseende, alle med et meget alvorligt udtryk. I min stakkels hjerne tordnede stemmen: - Stille, respektløse! Her er de vise, som kontrollerer din skæbne. Stille, sagde jeg, og vis respekt. Men de gamle vise lod sig ikke mærke med noget, alligevel var de klar over min tilstedeværelse, for på en skærm var der et billede af mig på Jorden, et billede af mig, som jeg lå omgivet af ledninger og rør. Alligevel var der et andet billede, der viste mig HER. Det var en meget foruroligende oplevelse.

Her er de vise mænd, som har beordret din tilstedeværelse, sagde stemmen meget roligt. - De er vor viseste mænd, som i århundreder har viet sig til at gøre andre gavn: De arbejder under Herrens personlige ledelse; Han har levet endnu længere. Vores formål er at frelse din verden, frelse den fra noget truende, der ser ud som selvmord. At frelse den fra den fuldkomne forurening, den der følger efter en ato . . . det er ligegyldigt, det er ord, der ikke ville have nogen mening for dig, ord der endnu ikke er blevet opfundet i din verden. Der vil ske nogle temmelig gennemgribende ændringer i din verden. Nye ting vil blive opdaget, nye våben vil blive opfundet. Mennesket vil drage ud i rummet indenfor de næste hundrede år. Det er derfor, vi er interesserede.

En af de vise gjorde noget med sin hånd, og billederne ændrede sig, den ene verden efter den anden for hen over skærmene. Folkeslag efter folkeslag gjorde deres korte debut og forsvandt så for at blive erstattet af andre. Mærkelige glasflasker blev lysende, bølgende linier snoede sig gennem dem. Maskiner klaprede og udstødte lange papirstrimler, som snoede sig ned i papirkurve. Papirstrimler dækket med underlige tegn. Det hele var så fuldkommen ufatteligt, at jeg, selv efter at have tænkt over det i alle disse år, ikke har fundet ud af, hvad det skulle bruges til. De gamle vismænd gjorde hele tiden notater på papirstykker og talte ind i runde plader, de havde foran munden, og som svar ville der så komme en stemme uden krop, den talte som en mand taler, men jeg kunne ikke opdage, hvor den kom fra.

Til sidst, da jeg var ved at blive helt ør i hovedet af det mærkelige, der skete, sagde stemmen i min hjerne: - Du har set tilstrækkeligt af dette. Nu vil vi vise dig fortiden. For at forberede dig, vil jeg fortælle dig, hvad du vil opleve, så du ikke bliver bange. - BANGE? tænkte jeg ved mig selv, hvis han bare vidste, at jeg var fuldkommen skrækslagen. - Først, fortsatte stemmen, vil du opleve mørke og nogen drejen rundt. Så vil du se noget; du tror er dette verdens-rum. Det vil i virkeligheden være dette rum for millioner af år siden, efter din tidsregning, men ikke længe efter vor. Så vil du først se, hvordan dit univers og så hvordan din verden blev til, hvordan den blev befolket med skabninger af den art, vi kalder mennesket. Stemmen forsvandt langsomt og med den min bevidsthed.

- Det er en underlig fornemmelse så pludseligt at blive berøvet sin bevidsthed; at blive bérøvet en del af sin livstid og ikke engang vide, hvor længe man har været bevidstløs. Jeg mærkede, at hvirvlende grå tåge sendte føletråde lige ind i min hjerne. Af og til kom der glimt af noget, der interesserede mig, og det øgede således min desperation. Gradvist, som en morgentåge der viger for den opgående sols stråler, vendte min årvågenhed og klarhed tilbage. Verden blev oplyst foran mig, nej det var ikke verden, men et rum, hvor jeg svævede mellem gulv og loft(tak) som en doven støvbold, der stiger og falder. Som røgelsesskyer, der bølger i et tempel, hang jeg deroppe og så på det, der var foran mig.

- Ni gamle mænd med skæg, alvorlige, optaget af deres arbejde. Var det de samme? Nej det var ikke, rummet var anderledes. Skærmene og instrumenterne var anderledes. I et stykke tid var der ikke nogen, der sagde noget, der var ikke nogen forklaring på, hvad alt deffe skulle betyde. Til sidst rakte en af de gamle mænd hånden ud og drejede på et håndtag. En skærm lyste op og viste et stjernemønster, jeg ikke havde set før. Skærmen udvidede sig, så den til sidst fyldte hele mit synsfelt, indtil det var, ligesom om jeg kunne se gennem et vindue ud i rummet. Illusionen var så stærk, at jeg havde en fornemmelse af at være ude i rummet uden noget vindue. Jeg stirrede på de kolde ubevægelige stjerner, der skinnede så hårdt og uvenligt.

- Vi vil køre det en million gange hurtigere, sagde stemmen, - ellers vil du ikke se noget i din levetid. Stjernerne begyndte at svinge rytmisk rundt om hinanden, rundt om et usynligt centrum. Fra en af billedets kanter kom en kæmpestor komet farende, den flammende hale vendte ind mod det mørke usynlige centrum. Til sidst kolliderede den med den kolde, døde verden, der havde været denne galakses centrum. Andre kloder blev revet ud af deres faste baner ved den øgede tyngdekraft. Det øjeblik kometen og den døde verden kolliderede, syntes hele universet at blive til et flammehav. Hvirvlende malstrømme af hvidglødende substans blev slynget gennem rummet. Flammende gasarter opslugte kloder i nærheden. Hele universet, som jeg så det på skærmen foran mig, blev en stor flammende gasmasse.

- Langsomt blev det intense lys, der fyldte hele rummet, svagere. Til sidst var der en flammende masse i midten omgivet af mindre brændende substanser. Blokke af hvidglødende materiale blev slynget ud, når den store masse vibrerede og trak sig sammen under denne stor-brand. Stemmen brød ind i mine kaotiske tanker:

- Du ser på minuffer det, der tog millioner af år. Vi skifter billede. Jeg kunne kun se det, der var på skærmen, og det, jeg nu så på, var stjernesystemet, der trak sig baglæns, så det var, som om jeg nu så på det fra lang afstand. Solen i midten var ikke så lysende mere, men den lyste stadig kraffigt. Kloder i nærheden glødede rødt, mens de drejede rundt i deres nye baner. Med den fart jeg så det i, så det ud, som om hele universet hvirvlede rundt, så jeg var ved at blive ør i hovedet.

- Nu skiftede billedet. Foran mig lå en stor slette og spredt ud over den kæmpemæssige bygninger. Mærkelige ting stak ud af det øverste af disse bygninger. Fremspringene så for mig ud, som om de var lavet af metal, der var bøjet i underlige former, og det gik over min forstand at forklare, hvorfor de var det. Sværme af skabninger, der var meget forskellige i form og størrelse, samledes om en i sandhed opsigtsvækkende genstand, der lå midt på sletten. Det så ud til at være et metalrør af en størrelse, som man slet ikke kan forestille sig. Rørets ender var mindre i omkreds end midterpartiet, den ene ende var spidset til, og den anden endte i en kugle. Med mellemrum stak der noget frem fra røret, og da jeg anstrengte øjnene, kunne jeg se, at disse ting var gennemsigtige. Der var pletter, der bevægede sig inden i dem, og jeg syntes, det så ud, som om det var menneskeskabninger. Jeg regnede ud, at hele røret var omtrent to kilometer langt eller snarere mere. Jeg vidste ikke, hvad det skulle bruges til. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor en bygning skulle have en så mærkelig form.

- Medens jeg kiggede intenst på for ikke at gå glip af noget, kom der et meget mærkeligt fartøj svømmende ind i billedet. Det trak mange platforme, der var fyldt og belæsset med kasser og baller nok til at forsyne alle markedspladser i Indien med varer, tænkte jeg tomt. Men hvordan kunne det gå til. De flød alle sammen i luften, som fisk flyder og driver sig selv frem i vandet. Den mærkelige indretning kom op på siden af det store rør, der var en bygning, og ballerne og kasserne blev trukket ind i den. Så kørte den mærkelige maskine væk igen med de tomme plafforme efter sig. Strømmen af mennesker, der gik ind i røret, blev langsomt mindre og forsvandt så helt. Dørene gled i, og røret var lukket. Ah, tænkte jeg, det er et tempel. De viser mig, at de har en religion og templer. Tilfreds med min egen forklaring var jeg ikke så opmærksom som før.

Ingen ord kunne beskrive mine følelser, da mit blik blev rykket tilbage til billedet. Den store røragtige bygning, næsten to kilometer lang og omtrent halvtreds(50) meter i diameter, lettede pludselig og steg op i luften. Den steg lige så højt op, som vores højeste bjerge strækker sig, tøvede der nogle få sekunder og - forsvandt så. Det ene øjeblik var den der, en sølvstrimmel der hang i luften, medens det farvede lys fra en to, tre sole spillede henover den. Så, endda uden et glimt, var den der ikke mere. Jeg så mig omkring, så på de tilstødende skærme, og så fik jeg øje på den. Her på en meget lang skærm, næsten otte meter lang, hvirvlede stjernerne forbi, så de kun så ud som farvede lysstreger. Den bygning, der lige havde forladt denne mærkelige verden, var tilsyneladende stationær midt på den skærm. Stjernerne fløj hurtigere forbi, indtil de næsten blev til en sammenhængende tåge. - Jeg vendte mig væk.

- Et skærende lys tiltrak sig min opmærksomhed, og jeg så igen på den lange skærm. I den fjerneste ende kom et lys til syne som et varsel om et større lys, ligesom solen sender stråler hen over bjergene som en forudsigelse af, at den kommer. Lyset blev hurtigt stærkere, indtil det var uudholdeligt skarpt. En hånd blev rakt ud, og den drejede på et håndtag. Lyset blev reduceret, men billedet var stadig klart. Det store rør, kun en ubetydelig prik i rummets uendelighed, kom tættere på den lysende kugle. Den kredsede rundt, og så blev jeg flyttet over til en anden skærm. - I et øjeblik mistede jeg orienteringen. Jeg stirrede tomt på billedet foran mig. Et billede af et stort rum, hvor der befandt sig kvinder og mænd klædt i noget, jeg vidste var uniformer. Nogle sad med hænderne på stænger og håndtag, andre så på skærme, ligesom jeg gjorde.

En, der var mere pragtfuldt klædt på end de andre, gik rundt med hænderne på ryggen. Han standsede hyppigt på sin vandring, kiggede så ned over skulderen på en eller anden og kiggede på nogle skrevne notater eller studerede nogle linier, der snoede sig i nogle glascirkler. Så genoptog han med et nik sin vandring. Til sidst gjorde jeg tilfældigvis det samme. Jeg så på en skærm, som han så på. Her var der flammende kloder, hvor mange kunne jeg ikke tælle, fordi lyset blændede mig, og den uvante bevægelse forvirrede mig. Så vidt jeg kunne gætte mig til, og kun gætte, så var der omtrent femten klumper, der cirklede rundt om den masse i midten, som havde givet dem liv.

- Rørbygningen, som jeg nu vidste var et rumskib, standsede, og der var stor aktivitet. Så kom der et stort antal runde skibe ud fra skibets bund. De spredtes til alle sider, og da de var væk, fortsatte livet om bord på det store fartøj sin vante velordnede gang. Tiden gik, og til sidst kom alle de små skibe tilbage til moderskibet og blev lukket ind. Det tunge rør vendte langsomt omkring og for som et skræmt dyr af sted mellem de hvirvlende kloder.

Da tiden var inde, hvor længe kunne jeg ikke sige, idet farten blev sat op, vendte metalrøret tilbage til sin base. Mænd og kvinder gik ud af det og gik ind i bygninger, der lå rundt om. Foran mig blev skærmen grå.

- Det svagt oplyste rum med de bevægelige skærme på væggen fascinerede mig umådeligt. Indtil nu havde jeg set for meget på én eller to, men nu da de var døde og uden bevægelse, havde jeg tid til at se mig omkring. Her var der mænd af næsten samme størrelse som mig, en størrelse som vil være underforstået, når jeg bruger ordet "menneskelig". De havde alle farver, hvide, sorte, grønne, røde, gule og brune. Omkring hundrede sad på mærkelige figurformede sæder, der svajede og vippede ved enhver bevægelse. De sad i rækker ved instrumenter, der var opstillet ved den fjerneste væg. De ni vise mænd sad ved et specielt bord i midten af rummet. Jeg så mig nysgerrigt omkring, men instrumenterne og det andet udstyr lignede slet ikke noget, jeg havde set tidligere, så jeg kan ikke beskrive dem på nogen måde. Glimtende rør med et forfærdeligt grønt lys i, boblende ravfarvede rør, vægge - der var vægge, skønt de udstrålede samme farve lys, som der findes udenfor. Glascirkler, bag hvilke visere vippede vildt eller stod helt stille på et punkt. Ville alt dette sige dig noget?

- En del af væggen svingede pludselig op og afslørede en fantastisk masse ledninger og rør. Små væsener på halvtreds centimeter kravlede op og ned ad disse ledninger, små væsener udstyret med bælter, hvori der sad skinnende tingester, som var værktøj af en eller anden slags. En gigant kom bærende ind med en tung kasse. Han holdt den stille et øjeblik, medens de små gjorde den fast til bagsiden af væggen. Så blev væggen skubbet i, og de små mænd gik ud sammen med giganten. Her var der stilhed. Stilhed bortset fra en rytmisk klikken og den hvislende lyd af strimmelen, der uophørligt bevægede sig fra en maskine til en speciel modtager.

Her på denne skærm var der afbilledet en meget mærkelig ting. Først troede jeg, at jeg så på en sten, der var hugget til, så den lignede en menneskeskikkelse. Så så jeg til min store skræk, at tingen bevægede sig. Noget plumpt armlignende løftede sig, og jeg så, at den holdt et stort ark op af noget ukendt. Man kunne ikke sige afskrifter. Det var så fuldstændig fremmed, at der skulle et særligt sprog til at beskrive det. Mit blik gled videre. Dette var så langt udenfor min rækkevidde, at det hverken tiltalte eller interesserede mig. Jeg følte kun rædsel ved at se på denne karikatur af et menneske.

- Men mit vandrende blik standsede brat. Her var der ånder, bevingede ånder. Jeg blev så fascineret, at jeg næsten stødte ind i skærmen, da jeg gik tættere på i håb om at se mere. Det var et billede af en vidunderlig have, hvor vingede væsener tumlede sig. Både mænd og kvinder var menneskelige af skikkelse. De vævede et indviklet luftmønster i den gyldne himmel over deres have. Stemmen brød ind i mine tanker. - Nå, du er fascineret. Dette er (et navn der ikke kan skrives), og de kan kun flyve, fordi de lever i en verden, hvor tyngdekraften er meget lille. De kan ikke forlade deres egen planet, fordi de er for skrøbelige. Alligevel besidder de en meget høj og uovertruffen intelligens. Men se nu på de andre skærme. Snart vil du se mere af din egen verdens historie.

Scenen foran mig skiftede. Skiftede med fuldt overlæg, havde jeg mistanke om, for at jeg skulle se det, man ønskede, jeg skulle se. Først rummets dybe violette farve, så bevægede en helt blå klode sig ind fra kanten, indtil den dækkede midten af skærmen. Billedet blev større, indtil det fyldte hele udsynet. Det blev endnu større, og jeg havde igen den forfærdelige fornemmelse af at falde på hovedet ud. En meget foruroligende oplevelse. Under mig hoppede og dansede blå bølger. Verden vendte rundt. Vand, vand, vand alle steder, men en plet stak frem af de evindelige bølger. På hele kloden var der et plateau på størrelse med Lhasadalen. På det ragede mærkelige bygninger op på strandbredden. Menneskelige skikkelser plaskede på bredden med benene nede i vandet. Andre skikkelser sad på klipper i nærheden. Det hele var meget mystisk, og jeg kunne ikke forstå noget af det. - Vores drivhus, sagde stemmen, - hvor vi opfostrer en ny races yngel.

Så vender Rampa i sin bok et kort blikk tilbake til den ytre ramme for historien - der den blinde eremitt fortalte denne utrolige historie til den unge munken Lobsang i sin bolighule.

Jeg drev lidt omkring, sagde eremitten, - som en uvirksom mands tanker, uden styring, uden formål. Svingede og for fra den ene skærm til den anden, som jeg nu fandt det for godt. Så trængte stemmen sig på igen: - Vi må fortælle dig mere. Medens stemmen talte, mærkede jeg, at jeg blev drejet rundt og styret hen til de skærme, jeg først havde studeret. Nu var de aktive igen. På den ene skærm var det afbilledet, som vi nu kender som Solsystemet.

Stemmen fortsatte: - I århundreder blev der holdt meget omhyggeligt opsyn med det for det tilfældes skyld, at der skulle være strålefare i det nye system, der var ved at blive skabt. Millioner af år gik, men i et univers' liv er en million år det samme som nogle minutter i et menneskeliv. Til sidst drog en anden ekspedition ud fra denne vort Riges centrum, udstyret med det mest moderne apparatur, som skulle bruges til at fastlægge planlægningen af de nye verdener, vi skulle sætte yngel ud på. Stemmen sagde ikke mere, og jeg kiggede igen på skærmene.

Stjernerne blinkede kolde og fjerne i rummets fantastiske afstande. De skinnede skarpt med flere farver end en regnbue har. Billedet blev større og større, indtil en klode, som nærmest lignede en skykugle, kom til syne. Urolige skyer, der igen og igen blev flænget af de flygteligste lyn. - Det er ikke muligt at foretage en virkelig analyse af en fjern verden ved undersøgelser foretaget langtfra, sagde stemmen. - På et tidspunkt troede vi noget andet, men erfaringen har lært os, at vi tog fejl. Nu har vi i millioner af år sendt ekspeditioner ud. - Se!

Universet blev fejet til side, som man trækker et gardin til side. Jeg så igen en slette, der strakte sig i det uendelige. Bygningerne var anderledes, nu var de lave og lange. Det store fartøj, der stod parat, var også anderledes. Dette fartøj var næsten som to tallerkener; den underste halvdel stod, som en tallerken skal stå, medens den øverste halvdel hvilede omvendt på den underste. Det skinnede lige så strålende som fuldmånen. Der var hundreder af huller med glas bagved hele vejen rundt om. Allerøverst oppe var der en kuppelformet genstand, der var næsten femten meter i diameter. Fartøjets gigantiske diameter gjorde de arbejdende forsyningsmaskiner nedenunder det til små dværge.

Mænd og kvinder ventede i grupper, alle i mærkelige uniformer, alle med nogle kasser ved fødderne. Samtalen så ud til at være munter, de var i godt humør. Mere pyntede individer spankulerede utilnærmelige frem og tilbage, som om de spekulerede på en verdens skæbne - og det kan de jo også godt have gjort. Et pludseligt signal fik dem alle sammen til at bøje sig hurtigt ned, gribe deres bagage og fare hen til det ventende fartøj. Metaldøre lukkede sig som et øjes iris tæt i bag dem.

Langsomt steg den kæmpemæssige metalindretning nogle hundrede meter op i luften. Den hang der et øjeblik og forsvandt så bare! - uden at efterlade noget spor af nogen art eller noget andet, der kunne vise, at den havde eksisteret. Stemmen sagde: - Det bevæger sig med en fart, der er uendelig meget større end lysets. Det er en verden i sig selv, og når man befinder sig ombord på disse skibe, er man fuldkommen uberørt af påvirkninger udefra. Der er ingen fornemmelse af fart, ingen fornemmelse af at falde, selv ikke ved de skarpeste sving.(de skaper sitt eget tyngdefelt teknisk som er analogt med hjemplanetens. R.Ø.anm.)

Rummet, fortsatte stemmen, - er ikke et tomrum, som I Jordboere tror. Rummet er et område med reduceret massefylde. Der er en atmosfære af brintmolekyler(hydrogen-). De enkelte molekyler er godt nok flere hundrede kilometer fra hinanden, men med den fart vore fartøjer skyder, forekommer atmosfæren næsten lige så tæt som havet. Man hører molekylerne skrabe ned langs skibssiden, og vi måtte træffe specielle foranstaltninger for at overvinde problemet med opvarmningen ved den molekylære friktion.

- Men se...- På en tilstødende skærm farer det tallerkenformede fartøj afsted og efterlod et næsten usynligt spor af blåt lys. Farten var så høj, at stjernerne, da billedet bevægede sig for at holde skibet i centrum, så ud som sammenhængende lysstreger. Stemmen mumlede: - Vi vil udelade disse unødige rejsesekvenser og holde os til ting, der betyder noget. Se på den anden skærm! - Det gjorde jeg og så fartøjet, der nu bevægede sig meget langsommere, kredse rundt om Solen, vores sol. - Men en sol, der var meget forskellig fra, hvad den er nu. Den var større og klarere, og store flammer stod ud fra den. Skibet kredsede rundt, først rundt om den ene klode, og så den anden.

- Til sidst kom den tæt på den klode, jeg på en eller anden måde vidste var Jorden. Den rullede rundt fuldkommen indhyllet i skyer nedenunder skibet. Det kredsede flere gange rundt og satte så farten yderligere ned. Billedet skiftede, og jeg fik det indre at se. En lille gruppe mænd og kvinder gik ned ad en lang metalkorridor. For enden drejede de ind i et aflukke, hvor der holdt små kopier af det store fartøj. Mænd og kvinder gik op ad en rampe og ind i et af disse mindre skibe. Alle andre forlod området. Bag en gennemsigtig væg stod en mand og så til med hænderne på mærkeligt farvede knapper og blinkende lys foran sig. Et lys skinnede grønt, og manden trykkede på flere knapper samtidigt.

-En del af gulvet trak sig væk under det lille skib og åbnede sig som irissen i et øje. Skibet faldt ud i rummet. Det gled længere og længere ned, indtil vi ikke kunne se det mere inde i de skyer, der omgav Jorden. Så skiftede billedet foran mig igen, og jeg så ud fra det lille fartøj. Her var der hvirvlende, bølgende skyer, der først så ud som uigennemtrængelige barrierer, men som smeltede væk, når rumskibet rørte ved dem. Vi gik ned, ned gennem kilometervis af skyer, indtil vi kom ud i et trist, dystert dagslys. Et gråt hav bølgede op og ned og syntes at smelte sammen med de grå skyer i det fjerne, skyerne afspejlede et svagt rødt skær fra en ukendt kilde.

-Skibet fladede ud og fløj mellem skyerne og havet. Kilometer efter kilometer af endeløst bølgende hav passerede. Ude i horisonten kom en mørk masse tilsyne. En mørk masse, der af og til gennemboredes af flammer. Skibet fløj videre. Kort efter tårnede et stort bjergagtigt landskab sig op under os. Kæmpemæssige vulkaner rakte deres uhyggelige spidser op mod skyerne. Vældige flammer skød op, og den smeltende lava rullede ned ad bjergsiderne for at vælte ud i havet med et hvæsende brøl. Skønt det havde været en grå masse set langtfra, havde det en mørk rød farve tæt ved land.

Skibet bevægede sig videre og fløj rundt om kloden et par gange. Der var kun en mægtig landmasse omgivet af det bølgende hav, der, når man kom længere ned, så ud, som om det dampede. - Til sidst steg skibet op, kom ud i rummet og vendte tilbage til moderskibet. Billedet på skærmen blev langsomt udvisket, da fartøjet igen satte kursen tilbage til Centralriget.

-Stemmen, der nu var så vant til at tale i min hjerne, bemærkede: - Nej. Jeg taler ikke til dig alene, Jeg henvender mig også til dem, der deltager i dette eksperiment. Fordi du er så modtagelig, kan du høre alle mine bemærkninger ved det, vi kalder akustisk feedback. Men hør nu her. - Det gælder også dig!

Den anden ekspedition vendte tilbage til - her var der et navn, men det er mig ikke muligt at udtale det, så jeg vil omskrive det og sige "vort rige". Videnskabsmænd studerede de rapporter, besætningen afleverede. Der blev foretaget vurderinger af det sandsynlige antal århundreder, der ville gå, før kloden var egnet til at modtage levende væsener. Biologer og arvelighedsforskere arbejdede sammen med at udforme planer for den bedste type væsener, man skulle frembringe. Når en ny verden skal befolkes, og når den verden kommer fra en nova, skal der først bruges tunge dyrearter og tæt beplantning. Al jord består af smuldret klippe med lavastøv og visse sporelementer. En sådan jordbund vil kun kunne nære planter, der kræver meget lidt. Så rådner disse planter, og dyrene dør, rådner og blandes med klippestøvet. I løbet af tusind år dannes der "jord". Efter-hånden som jorden bliver mere og mere forskellig fra klippegrunden; kan finere plante-typer gro der. Med tiden bliver jordbunden - på en hvilken som helst planet - i virkeligheden dannet af cellerne fra rådne planter og dyr, og deres affaldsprodukter.

-Jeg havde det indtryk, at den, der var indehaveren af stemmen, gjorde en pause og så ud over sine tilhørere. Så fortsatte han: - Atmosfæren på en ny planet kan mennesker ikke ånde i. Dunsterne fra de virksomme vulkaner indeholder svovl og mange giftige og dødbringende luftarter. En passende vegetation vil klare dette ved at absorbere giftstofferne og give den tilbage til jordbunden, som uskadelige mineraler. Vegetationen vil opsuge de giftige dunster og omdanne dem til ilt (oksygen) og brint (hydrogen), som menneskelige væsener behøver. Videnskabsmænd fra mange grene arbejdede derfor sannnen i mange århundreder med at forberede de første, der skulle sættes ud. Disse væsener blev så anbragt på en klode i nærheden, der havde de samme livsbetingelser, så de kunne vokse op, og vi kunne være sikre på, at de var fuldkommen tilfredse. Hvis det var nødvendigt, kunne de så blive tillempet forholdene.

I meget lang tid blev det nye plantesystem overladt til sig selv, medens vinden og bølgerne borteroderede de spidse bjergninder. I millioner af år fejede stormene hen over klippelandet. Klippestøv kom ned fra høje tinder, tunge sten faldt og rullede ned under stormene og malede klippestøvet finere. Bølger af gigantisk størrelse slog vildt mod landet, brækkede fremspring af, slog dem sammen og reducerede dem til mindre og mindre stykker. Lavaen, der flød hvidglødende ud i vandene, dampede og skummede og spliffedes i millioner af partikler og blev havets sand. Bølgerne slyngede sandet tilbage op på land, og den stadige skuren sled bjergene ned fra deres kilometerhøjde.

Endeløse Jordårhundreder gik. Den brændende sol brændte ikke så stærkt mere. Flammende stykker blev ikke længere udspyet og opslugt, og antændte ikke længere det oflikringliggende land. Nu brændte solen temmelig, regelmæssigt. Kloder i nærheden kølede også af. De fik faste baner. Nu og da stødte små klippeblokke sammen med andre; og det hele drønede ind i Solen og forøgede midlertidigt Solens brand. Men systemet var ved at falde til ro. Den klode, der hedder Jorden var ved at være parat til at modtage det første liv.

- På hovedbasen var et kæmpemæssigt fartøj ved at blive gjort klar til en rejse til Jorden, og medlemmerne af det, der skulle blive Den Tredje Ekspedition, blev trænet i alt, hvad der havde med deres kommende opgave at gøre. Mænd og kvinder blev udvalgt på grundlag af forenelighed og mangel på neuroser. Hvert rumskib er en lille uafhængig verden, hvor luften fremstilles af planter, og hvor man får vand af den ekstra luft og brint - det billigste i hele universet. Instrumenter blev lastet, almindelige forsyninger, den nye yngel blev forsigtigt frosset ned parat til at blive genoplivet på det fastlagte tidspunkt. Efter lang tid, for der var intet hastværk, var Den Tredje Ekspedition rede.

- Jeg så fartøjet glide gennem centraluniverset, igennem endnu et og komme ind i det, i hvis yderste del Jorden lå. Der var mange kloder, der kredsede rundt om den klare sol. Disse blev overset, al opmærksomhed blev rettet mod denne ene planet. Det store fartøj satte farten ned og svingede ind i en bane, så det hele tiden var stationært i forhold til et bestemt punkt på Jorden. Ombord på skibet blev et lille fartøj gjort rede. Seks mænd og kvinder steg ind i det, og igen kom der en åbning til syne i bunden af moderskibet, og det lille undersøgelsesfartøj faldt ud igennem den. Jeg iagttog det igen, medens det faldt ned gennem det tykke skylag og kom ud nogle kilometer over vandoverfladen. Det bevægede sig horisontalt og kom snart til stedet, hvor klippeområdet stak op over vandet.

Skønt de vulkanske udbrud stadig var voldsomme, var de mindre hyppige end tidligere. Bygerne af klippestykker var ikke så omfattende. Forsigtigt, meget forsigtigt sank det lille skib længere og længere ned. Skarpe øjne studerede overfladen nøje for at finde den bedst egnede landingsplads, og da der til sidst blev taget en bestemmelse, landede det. Medens det hvilede her på den hårde overflade, foretog besætningen noget, der lignede rutineundersøgelser. Da de var tilfredse, tog fire besætningsmedlemmer mærkeligt tøj på, der dækkede dem fra halsen og ned til fødderne. Hver af dem havde en rund, gennemsigtig kugle ned over hovedet. På en eller anden måde var den forbundet med halsstykket i den dragt, de allerede havde taget på.

- De tog alle sammen en æske og gik ind i et lille rum. Døren blev omhyggeligt lukket og låst efter dem. Et lys glødede over en anden dør. Den sorte viser på en rund skive begyndte at bevæge sig og standsede over et "O", det røde lys blev grønt, og den yderste dør svingede op. En mærkelig metalstige raslede, som om den var blevet levende, hen over gulvet og strakte sig ned til jorden, fem meter nede. En mand gik forsigtigt ned ad stigen og trampede rundt, da han nåede overfladen. Ud af kassen tog han en lang stang, som han stødte ned i jorden. Han bøjede sig ned og undersøgte omhyggeligt de mærker, stangen havde lavet på overfladen, og gjorde så, idet han rejste sig op, tegn til de andre, at de skulle komme ud til ham.

- Den lille gruppe gik omkring, tilsyneladende på må og få, og gjorde ting, som jeg ikke kunne forstå. Hvis jeg ikke havde vidst, at dette var intelligente voksne, ville jeg have troet, at de var børn, der legede. Nogle tog små sten op og puffede dem i en pose. Nogle slog på undergrunden med en hammer, eller stak noget, der lignede metalstænger, ned i den. Der var også en, en kvinde, som jeg så gå omkring, medens hun viftede med små stykker klæbrigt glas og så hurtigt puttede dem ned i flasker. Alle disse ting var heit uforståelige for mig. Til sidst vendte de tilbage til deres fartøj og gik ind i det første rum. De stod stille som kvæg på en markedsplads, medens noget mærkeligt lys skinnede og ramte hver lille del af dem. Et lys skinnede grønt, og de andre farvede lys blev slukket. Gruppen tog deres beskyttelsesdragter af og gik ind i skibets indre.

- Snart efter var der hektisk virksomhed. Kvinden med de klæbrige glasstykker for hen og lagde dem på en metalindretning. Så anbragte hun ansigtet over dem og så gennem to rør. Hun drejede på håndtag og kom alt imens med bemærkninger til de andre. Manden med småstenene hældte dem ned i en maskine, som begyndte at summe højt. Så udstødte den pludselig småstenene, som var blevet reduceret til et meget fint pulver. Der blev taget mange prøver. Der blev ført mange samtaler med moderskibet.

- Andre fartøjer kom til syne, medens det første lettede og vendte tilbage til det store fartøj. De, der blev tilbage, kredsede rundt om hele verden, og ud af dem faldt ting, som landede på jorden, og andre, af en anden type, landede i havet. Tilfredse med deres arbejde samledes de små fartøjer, steg så i en række op og forlod Jordens atmosfære. En for én kom de igen ind i moderskibet, og da det sidste var inde, fløj det store fartøj hurtigt væk fra den bane og til andre kloder i det system. - Det var sådan det gik til, at Jorden blev taget i besiddelse for mange, mange år siden.

- Der gik mange århundreder på Jorden. Sammenlignet med den tid, det tager for et skib at rejse gennem rummet, var det kun uger, for de to tider er forskellige på en måde, der er vanskelig at fatte. Men sådan er det. Der gik mange århundreder, strid, grov vegetation voksede godt på land og under vandet. Mægtige bregner strakte sig mod himmelen med umådeligt tykke blade, der opsugede de giftige gasser og afgav ilt(oksygen) om dagen og - om natten - brint (nok oversetterfeil fra engelsk til dansk her - det skal nok ha stått "kultveilte" - eller karbondioksyd på norsk. R.Ø.anm.) Til sidst kom en rum-ark ned gennem skyerne og landede på den sandede jord. Store luger blev åbnet og ud af det kilometerlange fartøj trampede mareridtagtige væsener, så tunge og store, at jordbunden rystede under deres skridt. Forfærdelige væsener baskede tungt op i luften på knirkende lædervinger.

Den store ark - den første af mange, der skulle komme gennem tiderne - lettede og gled stille ud over havet. I bestemte områder landede arken på havoverfladen, og mærkelige væsener baskede ud i de dybe oceaner. Det vældige fartøj lettede og forsvandt ud til rummets fjerneste egne. På Jorden levede og kæmpede de utrolige væsener, formerede sig og døde. Atmosfæren ændrede sig. Beplantningen og løvet ændrede sig, og væsnerne udviklede sig. Evigheder gik, og fra de vise mænds observatorium universer derfra, blev der holdt øje med det.

Jorden slingrede i sin bane, der var ved at udvikle sig en farlig afvigelse. Fra det inderste af Centralriget kom der et specielt skib. Videnskabsmændene bestemte, at én landmasse ikke var tilstrækkelig til at forhindre bølgerne i at oversvømme Jorden og slå den ud af balance. Fra det store fartøj, der svævede flere kilometer over havoverfladen, skød en tynd lysstråle ud. Jordens blotlagte fastland rystede, revnede og gik i mindre stykker. Der fandt voldsomme jordrystelser sted, og landmasserne drev fra hinanden og dannede beskyttelsesværn. Mod dem slog havet, som nu var delt op, forgæves. Jorden kom ind i en stabil bane.

Millioner af år slæbte sig af sted. Der nærmede sig atter en ekspedition fra Centralriget. Denne gang bragte den de første menneskelige væsener til kloden. Mærkelige violette skabninger blev læsset af, kvinderne havde otte bryster, og mænd og kvinder havde hovedet siddende direkte på skuldrene, så hele kroppen skulle drejes, hvis de skulle se noget til den ene side. Benene var korte og armene lange, de nåede ned under knæene. De kendte ikke noget til ild eller våben, og alligevel stredes (sloss) de hele tiden. De levede i huler og oppe i kæmpestore træer. Deres føde var bær, græs og de insekter, der kravlede på jorden. Men iagttagerne var ikke tilfredse, for det var skabninger uden hjerne, som ikke kunne klare sig selv og ikke viste nogen tegn på udvikling.

-Nu var der til stadighed fartøjer fra Centralriget på patruljetjeneste gennem det univers, der indeholdt solsystemet. Der var også andre kloder i det, der var under udvikling. En anden planet udviklede sig meget hurtigere end Jorden. Et patruljeskib blev sendt af sted til Jorden, hvor det landede. Et par violette indfødte blev fanget og under-søgt, og det blev bestemt, at hele racen skulle udryddes, ligesom en gartner udrydder ukrudt. En pest faldt over Jorden, og alle de menneskelignende væsener blev dræbt. -Stemmen brød ind og sagde: I de år, der vil komme, vil dit eget jordfolk bruge dette system til at fjerne en kaninplage med, men dit folk vil bruge en sygdom, som får kaninerne til at dø en smertefuld død. Vi gør det uden smerter.

-Ned fra skyerne kom der nu en anden ark, der bragte nogle andre dyr og nogle andre menneskelige væsener. De blev fordelt over det hele. Der var valgt forskellige typer og måske forskellige farver, der passede til livsbetingelserne i det område. Jorden brølede og rumlede stadigvæk. Vulkaner udstødte flammer og røg, og smeltet lava strømmede ned ad bjergsiderne. Havene kølede af, og deres livsformer var ved at ændre sig for at kunne tilpasse sig de nye livsbetingelser. Ved de to poler var havene kolde, og den første is på Jorden var ved at dannes.

Tidsaldrene gik. Jordens atmosfære ændrede sig. Gigantiske bregneagtige vækster veg for almindelige træer. Livsformerne stabiliseredes. En stor civilisation blomstrede. Jordens Gartnere fløj rundt og besøgte den ene by efter den anden. Men nogle blev for familiære med deres menneskelige myndlinge eller især med kvinderne. En ond præst af den menneskelige race overtalte en smuk kvinde til at forføre en af gartnerne og lokke ham til at afsløre forbudte hemmeligheder. Snart var kvinden i besiddelse af visse våben, som manden skulle passe på. Inden der var gået en time, havde præsten dem.

- Ved forræderi fremstillede visse medlemmer af præstekasten atomvåben, idet de brugte det stjålne som mønster. Der blev lavet et komplot, nogle af gartnerne blev inviteret til højtideligheder og taksigelsesfest i et tempel. Her på dette hellige område blev gartnerne forgivet. Deres udstyr blev stjålet. Der blev foretaget et stort angreb mod de andre gartnere. Under kampen blev atommilen i et rumskib, der stod på jorden, sprængt i luften af en præst. Hele kloden rystede. Det store kontinent Atlantis sank ned i havet. I fjerne lande fik tornadoer bjerge til at revne og rev mennesker i stykker. Store bølger stormede ind fra havene, og kloden blev næsten ødelagt for mennesker. - Øde, bortset fra nogle få, der klynkende af rædsel krøb sammen i nogle fjerne huler.

- I mange år rystede og skælvede Jorden på grund af atomeksplosionens virkninger. I mange år kom der ikke nogen gartnere for at inspicere. Strålingen var stærk, og de skræmte rester af menneskeheden fødte afkom med mutationer. Plantelivet blev berørt, og atmosfæren blev uren. Solen var formørket af truende røde skyer. Lang tid efter bestemte de vise mænd, at der skulle sendes endnu en ekspedition til Jorden med ny yngel til deres vanhelligede "have". Den store ark med mennesker, dyr og planter drog af sted gennem det uendelige rum.--

Den gamle mand begyndte: - Arken kom til syne på skærmen foran mig, kæmpemæssig og tung. Et fartøj, der kunne omslutte Potala, hele Lhasa med både Sera og Drepung lamaklostrene. Den fyldte så meget, at menneskene, der strømmede ud af den, i sammenligning var som myrer, der arbejder i sandet. De virkede alle fortumlede, bedøvede; sandsynligvis for at de ikke skulle slås. Mænd med mærkelige ting på skuldrene fløj omkring som fugle, holdt sammen på mennesker og dyr ved at stikke til dem med metal-stænger.

Fartøjet fløj rundt om Jorden, landede mange steder for at landsætte dyr af forskellig slags. Mennesker, der var hvide, nogle, der var sorte, og nogle, der var gule. Små mennesker, store mennesker. Mennesker med sort hår og nogle med hvidt hår. Dyr med striber, dyr med lange halse, nogen uden halse. Aldrig havde jeg vidst; at der kunne være så mange forskellige farver; størrelser og typer levende væsener. Nogle af havvæsenerne var så kæmpestore, at jeg i et stykke tid ikke kunne fatte, hvordan de kunne bevæge sig, og alligevel så de i havet lige så smidige ud som fiskene i vores søer.

Til stadighed fløj de små fartøjer gennem itiften, hvori der var mennesker, der holdt øje med Jordens nye beboere. På deres strejftog spredte de de store hjorder og sikrede sig, at mennesker og dyr blev spredt over hele kloden. Århundreder gik, og mennesket var igen ikke i stand til at tænde et bål eller bare hugge primitive redskaber til af sten. De vise mænd holdt konferencer og bestemte, at "besætningen" måtte forbedres ved at indføre nogle menneskelige væsener, der var mere intelligente, der vidste, hvordan man kunne tænde ild og arbejde med flint. Således gik århundrederne, medens Jordens gartnere indførte friske levedygtige arter for at forbedre den menneskelige besætning. Gradvist avancerede menneskeheden fra flintetilhugnings-stadiet til båltændingsniveauet. Efterhånden blev der bygget huse og skabt byer. Hele tiden gik gartnerne rundt mellem menneskevæsenerne, og menneskene betragtede dem som guder på Jorden.

Stemmen brød ind og sagde: - Det tjener ikke noget formål at fortælle om de endeløse plager, der ramte den nye koloni, Jorden. Jeg vil fortælle dig hovedpunkterne, for at du selv kan lære noget. Medens jeg taler, vil vi foran os have billeder, der passer til i tid, så du også kan se det vigtigste.

Centralriget var stort, men der kom et voldeligt folkeslag fra et andet univers (kan være oversetterfeil - at det skal være galakse eller alt.solsystem - det er en kvinne som har oversatt boken og de har erfaringsmessig ikke så god oversikt over de astronomiske begreper) - som prøvede at vriste vore besiddelser fra os. Disse skabninger var menneskelignende og de havde horn stikkende ud fra tindingerne. De havde også hale. Disse mennesker havde en uovertruffen krigerisk natur. Krig var deres fornøjelse såvel som deres arbejde. I sorte skibe strømmede de ind over dette univers og lagde de verdener øde, vi lige havde sat yngel ud på. I rummet fandt kampe sted, der næsten havde karakter af Naturkatastrofer. Kloder blev lagt øde. Kloder eksploderede i flammende, rygende klumper og resterne af dem falder selv i dag op på rumvejene som asteroiderne. Tidligere frugtbare kloder fik deres atmosfære fuldkommen ødelagt, og alt det liv, der fandtes der, forsvandt. En klode strejfede en anden og sendte den ind i Jorden. Jorden vibrerede og rystede og blev skubbet ud i en anden bane, der gjorde jorddagen længere.

Ved dette, der næsten var en kollision, sprang kraftige elektriske udladninger ud fra de to kloder. Himlen flammede på ny. Mange af jordmenneskene omkom. Store flodbølger fejede ind over verdens overflade, og barmhjertige, medlidende gartnere fløj hastigt rundt i deres arker og prøvede at få mennesker og dyr ombord, for at de kunne blive transporteret til højereliggende områder og i sikkerhed. Senere, sagde stemmen, - ville dette være oprindelsen og årsagen til, at der opstod ukorrekte legender i alle Jordens lande. Men slaget blev vundet i rummet. Centralrigets styrker slog de onde angribere og tog mange af dem til fange.

Angribernes fyrste - prins Satan - bad for sit liv og sagde, at han havde meget, han kunne lære menneskene i Centralriget. Han sagde også, at han altid ville arbejde for almenvellet. Hans og nogle af hans øverstkommanderendes liv blev sparet. Efter et stykke tid i fangenskab gav han udtryk for sin iver efter at være med til at genopbygge det solsystem, han havde vanhelliget. Da Centralrigets admiraler og generaler var gode mennesker, kunne de ikke forestille sig, at der var forræderi og onde hensigter i andre. De tog imod tilbudet og gav prins Satan og hans officerer opgaver under opsyn af mænd fra Centralriget.

- På Jorden var de indfødte blevet vanvittige af de oplevelser, de havde været igennem. De var blevet decimeret af oversvømmelsen og af flammerne fra himlen. Friske stammer blev overført fra nogle af de Fjernestliggende planeter, hvor nogle mennesker havde overlevet. Landmasserne var nu anderledes, havene var anderledes. Nu var der et varmt bælte ved Ækvator, og der dannede sig et tykt islag i polarområderne. Efter den store ændring, der var sket i Jordens bane, havde klimaet ændret sig. Isbjerge brækkede af de store ismasser og flød rundt i havene. Kæmpestore dyr døde i den pludselige kulde. Skove visnede, da deres livsbetingelser ændrede sig så drastisk.

- Meget langsomt stabiliserede forholdene sig. Mennesket begyndte endnu en gang at opbygge en civilisation. Men mennesket var nu meget krigerisk og forfulgte alle dem, der var svagere. Rutinemæssigt indførte gartnerne nye arter, så grundstammen kunne blive forbedret. Menneskets udvikling skred fremad, og en bedre type vandt langsomt frem; men gartnerne var ikke tilfredse. Det blev bestemt, at flere gartnere skulle leve på Jorden. Gartnere og deres familier. Som de bedste steder brugte man bjergtoppe eller højtliggende steder som baser. En mand og en kvinde fløj ned over et østligt land i deres rumskib og oprettede deres base på en smuk bjergskråning. Izanagi og Izanami blev den japanske races beskyttere og grundlæggere; og - Stemmen lød bedrøvet og gnaven på samme tid - endnu engang blev der spundet forkerte legender. Fordi disse to, Izanagi ag Izanami, kom i retning fra Solen, troede de indfødte, at det var solguden og solgudinden, der kom for at leve blandt dem.

På skærmen foran mig så jeg den blodrøde sol på himlen. Det var lige som om der kom et skinnende fartøj ned fra den. Det var farvet rødt af skæret fra den nedadgående sols stråler. Skibet kom længere ned, hang et øjeblik stille og kredsede så langsomt ned. Medens skæret fra aftensolens stråler sås på den snedækkede bjergtop, landede skibet til sidst på et plant område på bjergskråningen. De sidste solstråler skinnede lige på manden og kvinden, da de kom ud for at se sig omkring og gik ind igen. De gulhudede indfødte lå næsegrus foran skibet, skræmt af det strålende syn, og ventede i respektfuld tavshed, men forsvandt så efterhånden i nattens mørke.

- Billedet skiftede, og jeg så et andet bjerg i et fjernt land. Hvor, vidste jeg ikke, men jeg skulle snart efter få det at vide. Der kom rumskibe ned fra himlen. De kredsede rundt og landede så i en regelmæssig formation og dækkede næsten en bjergskråning. - Olympens guder! sagde stemmen sarkastisk. - De såkaldte guder, som bragte mange trængsler og prøvelser til denne unge verden. Disse mennesker med den tidligere prins Satan blandt sig kom for at slå sig ned på Jorden. Men Centralrigets midtpunkt var langt borte. Kedsomhed og Satans tilskyndelser førte disse unge mennesker på afveje, som havde fået denne opgave på Jorden, for at de skulle få mere erfaring.

Zeus, Apollo, Theseus, Afrodite, Cadmus døtre og mange andre, udgjorde denne besætning. Budbringeren Mercur hastede fra det ene fartøj til det andet med meddelelser - sladder og skandaler. Mænd blev overvældet af begær efter andre mænds hustruer. Kvinderne begyndte at prøve på at fange de mænd, de begærede. Over himlen gik der en sindssyg jagt i lynhurtige fartøjer, når kvinder jagede mænd, eller mænd jagede bortløbne hustruer. Og de uskyldige indfødte, som så disse seksuelle krumspring hos de mennesker som de regnede for guder, troede, at det var den måde, de skulle leve på. Således begyndte der en udsvævelsernes tid, hvor man lod hånt om al anstændighed og skam.

- Forskellige snedige indfødte, der var mere kvikke end gennemsnittet, sagde at de var præster og foregav at være gudernes stemme. "Guderne" havde for travlt med deres orgier til overhovedet at få noget at vide om det. Men disse orgier førte til andre udskejelser, førte til så mange mord, at oplysningerne til sidst ad omveje nåede Centralriget.

Men de indfødte præster, der lod som om de var gudernes stedfortrædere, skrev alt det der skete ned og ændrede på det, så de kunne forøge deres egen magt. Sådan har det altid været i verdenshistorien, at nogle indfødte ikke har nedskrevet det, der virkelig skete, men det der ville forøge deres egen magt og prestige. De fleste legender er ikke engang en tilnærmelse til det, der virkelig fandt sted.

- Jeg blev flyttet over til en anden skærm. Her var der en anden knippe gartnere eller "guder". Horus, Osirjus, Annubis, Isis og mange andre. Her fandt der også orgier sted. Her var der også en af Satans tidligere løjtnanter, der prøvede at sabotere alle anstrengelser for at gøre noget godt for denne lille verden. Her var der også de uundgåelige præster, der skrev deres endeløse og unøjagtige legender. Der var nogle, som havde indsmigret sig og fået gudernes fortrolighed og på den måde var kommet i besiddelse af viden, som normalt var tabu for de indfødte for deres egen skyld. Disse indfødte dannede en hemmelig gruppe, der planlagde at stjæle mere af den forbudte viden og tilrane sig den magt, gartnerne havde. Men stemmen blev ved med at tale: - Vi havde meget besvær med nogle af disse indfødte og måtte indføre visse begrænsende foranstaltninger. Nogle af præsterne, som havde stjålet udstyr fra gartnerne, kunne ikke beherske det, og de slap mange plager løs over Jorden. Masser af mennesker døde. Afgrøderne blev også ramt.

- Men visse af gartnerne under prins Satans styrelse havde oprettet en syndens hovedstad i byerne Sodoma og Gomorrah. Byer, hvor enhver form for perversion, depravation og last blev regnet for en dyd. Centralrigets Herre advarede Satan meget alvorligt og opfordrede ham til at holde op og tage bort, men han afviste ham hånligt. Nogle af de bedste indbyggere i Sodoma og Gomorrah blev rådet til at tage bort, og så drog et fartøj på et bestemt tidspunkt afsted gennem luften og lod en lille "pakke" falde. Byerne blev udslettet af flammerne. Store paddehatteskyer steg op mod den flimrende himmel, og på Jorden var der ikke andet end ødelæggelse, stendynger, smeltede klipper og en utrolig mængde sammenstyrtede og rådnende huse. Om natten lå der et sygeligt violet skær over området. Meget få undslap katastrofen.

- Efter denne gavnlige advarsel blev det bestemt, at alle gartnere skulle fjernes fra Jordens overflade, og at man ikke skulle have mere kontakt med de indfødte, men behandle dem på afstand. Patruljer skulle stadig være i atmosfæren. Kloden og dens folk skulle stadig være under opsyn, men ingen åben kontakt. I stedet blev det bestemt, at man skulle have specialtrænede indfødte på Jorden, som skulle kunne "plantes", hvor de rigtige mennesker ville finde dem. Den mand, som senere blev kendt som Moses, var et eksempel. En egnet indfødt kvinde blev fjernet fra Jorden, befrugtet med sæd, der havde de nødvendige egenskaber. Det ufødte barn blev trænet telepatisk og fik en for en indfødt meget stor viden. Han blev underkastet hypnose, så han ikke afslørede den viden før på det forudbestemte tidspunkt.

- Da tiden var inde, blev barnet født; det fik yderligere træning og indoktrinering. Senere blev barnet anbragt i en egnet transportbeholder og under dække af mørket anbragt sikkert i en sivvugge, hvor han hurtigt ville blive fundet. Medens han voksede op, var han hyppigt i kontakt med os. Når det var nødvendigt, kom et lille rumskib. Det landede på et bjerg og var skjult af de naturlige skyer, eller nogen vi selv frembragte. Manden Moses gik så op på bjerget og kom ombord, og bagefter forlod han det med en "tryllestav" og nogle specielt forberedte bud på stentavler, som vi havde fremstillet.

- Men dette var stadig ikke tilstrækkeligt. Vi måtte igennem den samme procedure i andre lande. I det land, som nu kaldes Indien, havde vi givet, en mægtig fyrstes søn en speciel opdragelse og træning. Vi regnede med, at hans magt og prestige ville få de indfødte til at følge ham og holde fast ved en særlig form for lære, som vi havde formuleret, for at der skulle ske en forbedring i de indfødtes åndelige tilstand. Gautama - som han het - havde imidlertid sine egne ideer og frem for at kassere ham, tillod vi ham at lave sin egen form for åndelig lære. Endnu engang så vi, at disciplene eller præsterne - sædvanligvis til fordel for dem selv - forvrængede læren i deres skrifter. Sådan var det hver gang på Jorden. En klike(gruppe) af mænd, selvbestaltede præster, udgav eller omskrev skrifterne, således at deres egen magt og velstand ville blive forøget.

- Der var andre, der grundlagde nye grene af religionen, som Muhammed, Kong-fu-tse. Der er for mange navne til, at jeg vil nævne dem allesammen. Alle disse mænd blev styret af os eller trænet af os med den hensigt, at der skulle etableres en verdenstro, og lederne af denne religion skulle så lære deres tilhængere at gøre det gode. Vi ville have at ethvert menneske skulle være mod andre, som han ønskede, at andre skulle være mod ham. Vi prøvede at skabe en tilstand af evig harmoni, som i vort eget rige, men denne nye menneskehed var endnu ikke tilstrækkeligt udviklet til at tilsidesætte jeg'et og arbejde til gavn for andre.

- De vise mænd var meget utilfredse med fremskridtet. Som resultat af deres overvejelser nåede man frem til en ny plan. En af de vise mænd havde bemærket, at alle de, der var blevet sendt til Jorden indtil nu, var blevet anbragt i velhavende familier. Som han ganske rigtigt bemærkede, ville mange fra de lavere klasser automatisk forkaste det, som en person fra en højere klasse sagde. Således skete det, at der først gennem brug af de akashiske optegnelser blev iværksat en eftersøgning efter en egnet kvinde, der skulle føde en søn, - en egnet kvinde fra en egnet underklassefamilie og i et land, hvor man regnede med, at en ny religion eller lære ville kunne blomstre. Der blev søgt meget grundigt, og der blev fundet et temmelig stort antal muligheder. Tre mænd og tre kvinder blev hemmeligt sat i land på Jorden, så de kunne fortsætte deres undersøgelser og udvælge den bedst egnede familie.

Valget faldt på en ung kvinde, der var barnløs og gift med en mand, der udøvede et af de ældste håndværk på Jorden, tømrerens håndværk. De vise mænd mente, at størsteparten af folket kom fra denne klasse, og de ville måske være mere villige til at lytte til en af deres egne. Derfor fik kvinden besøg af én af os, som hun troede var en engel, og det blev fortalt hende, at hun skulle få en stor ære, - at hun skulle føde et drengebarn, som skulle grundlægge en ny religion. Da tiden var inde, blev kvinden gravid. Men så skete der noget, der var meget almindeligt i den del af verden. Kvinden og hendes mand måtte flygte fra deres hjem på grund af en lokal konges forfølgelse.

- De kom længe efter til en by i Mellemøsten, og der mærkede kvinden, at tiden var kommet til, at hun skulle føde. Der var ikke andre steder at gå hen end til en stald, der hørte til et gæstgiveri. Der blev barnet født. Vi havde fulgt flugten og været parate til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Tre medlemmer af besætningen på overvågningsfartøjet landede på Jorden og drog hen til stalden. De blev chokerede da de hørte, at deres rumskib var blevet set og blevet beskrevet som en "stjerne i øst".

Barnet voksede op og på grund af den specielle skoling, han hele tiden modtog ad telepatisk vej, viste han store evner. Som dreng diskuterede han med byens ældste, og beklageligt nok gjorde han de lokale præster til sine fjender. Som ung mand trak han sig tilbage fra dem, han kendte, og rejste til mange andre lande i det mellemste og det Fjerne Østen. Vi styrede hans rejse til Tibet. Han drog over bjergkæden og opholdt sig i et stykke tid i Lhasas Katedral, hvor hans håndaftryk stadig er bevaret. Her modtog han råd og hjælp til at formulere en religion, der egnede sig for vestlige folkeslag.

- Under sit ophold i Lhasa gennemgik han en særlig behandling, hvorved dette jordmenneskets astrale legeme (altså jeget - selve vesenet) blev befriet og ført bort til et andet liv. I stedet anbragte vi der en meget utviklet - fullkomment menneskevesen med et astrallegeme, vi havde valgt. Det var en person, der havde meget stor åndelig erfaring, meget større end man kunne få ved et almindeligt liv på Jorden. - Dette overførselssystem benytter vi ofte, når vi beskæftiger os med tilbagestående racer.

Til sidst var det hele klart, og han drog af sted på den lange rejse tilbage til sit hjemland. Da han kom dertil, havde han held med at hverve sig tilhængere blandt nogle, han kendte, som ville hjælpe ham med at udbrede den nye religion.

- Uheldigvis havde den, der først havde været i kroppen, irriteret præsterne. Det huskede de nu, og de arrangerede omhyggeligt en situation, hvor manden kunne arresteres. Da de havde indflydelse på den dommer, der behandlede sagen, var resultatet givet på forhånd. Vi tænkte på at foretage en redningsaktion, men kom til det resultat, at det i det store og hele ville være til skade for befolkningen i almindelighed og for den nye religion.

- Den nye form for åndelig lære bredte sig, men der var atter nogen der fordrejede den til deres egen fordel. Omkring tres år (60)efter dens opståen blev der afholdt en stor forsamling i en by i Mellemøsten, Konstantinopel. Her samledes mange præster. Mange af dem var perverse mænd, der havde depraverede seksuelle lyster, og som betragtede heteroseksualitet som noget urent. Med deres flertal blev det bestemt, at den oprindelige lære skulle ændres, og at kvinder skulle betragtes som noget urent. De prædikede nu - helt fejlagtigt - at alle børn kommer til verden i synd. De bestemte, at de ville udgive en bog om begivenhederne tres år før.

Stemmen holdt op med at tale. Jeg svævede følelsesløs foran skærmene, hvor billederne hele tiden skiftede og viste mig alt, hvad der var sket i de dage for længe siden. Jeg så også meget af den mulige fremtid, for fremtiden kan forudsiges nogenlunde nøjagtigt for en klode, endda for et land. Jeg så mit eget kære land blive invaderet af de forhadte kinesere. Jeg så et ondt politisk regimes begyndelse, opgang og fald. Dets navn var vist kommunisme, men det sagde mig ikke noget. Jeg følte, at selv mit astrallegeme blev udmattet af den anstrengelse, det havde været udsat for. Skærmene, som indtil nu havde været fulde af farver, blev nu grå. Jeg kunne ikke se klart længere, og jeg gled ind i bevidstløsheden.

- En forfærdelig rokkende bevægelse vækkede mig af min søvn eller af min bevidstløshed. Jeg åbnede øjnene - men jeg havde ikke nogen øjne. Jeg var på en eller anden måde klar over, at jeg var i min fysiske krop igen. Den rokkende bevægelse kom fra bordet, jeg lå på, da det igen blev båret tilbage gennem korridoren i rumfartøjet. En neutral stemme fastslog uden interesse: - Han er vågen. Der blev svaret med et grynt, og så var der atter stilhed bortset fra lyden af skridt og den svage skrabende lyd af metal, når mit bord stødte ind i væggen.

- Jeg lå alene i metalrummet. Mændene havde sat mit bord ned og tavse trukket sig tilbage. Jeg lå lidt og tænkte på de forunderlige ting, der var hændt mig. Den stadige ordstrøm om præster. Jeg var selv præst, og de var villige nok til at bruge mig mod min vilje. Medens jeg dystert tænkte på det, hørte jeg metalpanelet glide til side. En mand kom ind og lod døren glide i bag sig.

- Nå, Munk, lød doktorens stemme, - du har klaret det godt. Vi er meget stolte af dig. Medens du var bevidstløs, undersøgte vi din hjerne igen, og vores instrumenter fortæller os, at du har al den viden opbevaret i dine hjerneceller. Du har lært vores unge mænd og kvinder meget. Du vil snart blive sluppet fri. Er du så glad?

- Glad, doktor? spurgte. jeg, - hvilken grund har jeg til at være glad? I fanger mig, saver det øverste af mit hoved af, I tvinger min ånd ud af min krop, I fornærmer mig som medlem af præstestanden, og nu vil I - efter at I har brugt mig, kassere mig, ligesom et menneske smider sin slidte krop, når han dør. Glad? Hvilken grund har jeg til at være glad? Vil I give mig mine øjne igen? Vil I forsyne mig med en levevej eller noget at leve af? Hvordan skal jeg ellers eksistere? Jeg snerrede næsten det sidste ud.

- En af de største vanskeligheder i verden, sagde doktoren eftertænksomt, - er, at de fleste mennesker er negative. Ingen kan sige, at du er negativ. Du siger positivt lige ud, hvad du mener. Hvis mennesker altid ville tænke positivt, ville der ikke være noget besvær med verden, men den negative indstilling er naturlig og medfødt for folket her, skønt det egentlig er en større anstrengelse at være negativ.

- Men doktor, udbrød jeg, - jeg spurgte om, hvad I ville gøre med mig. Hvordan skal jeg leve? Hvad skal jeg lave? Skal jeg bare holde på denne viden, indtil der kommer en eller anden og siger, at han er manden, og så plapre ud med det hele som en gammel kvinde på markedspladsen? Hvorfor tror I, at jeg vil udføre de hverv, der er blevet pålagt mig, når I har sådanne tanker om præster?

Munk, sagde doktoren, - vi vil anbringe dig i en behagelig hule med et dejligt klippe-gulv. Der vil være en meget lille vandstrøm inde i den, der vil dække dine behov i den retning. Hvad angår mad, så vil din præstestand sikre, at folk kommer med mad til dig. Så er der endelig præster! Jeres præster i Tibet er for størsteparten gode, og vi har ikke noget udestående med dem. Lagde du ikke mærke til, at vi tidligere havde brugt præster fra Tibet? Og du spørger om ham, du skal give din viden. Husk dette, du vil vide, når personen kommer. Giv ham din viden og ingen andre.

Så jeg lå dér, fuldkommen prisgivet dem. Men mange timer efter kom doktoren igen ind i mit rum og sagde: - Nu vil du få din bevægelsesfrihed igen. Først har vi her en ny kutte til dig og en ny skål. Hænder havde travlt med mig. Mærkelige ting blev trukket ud af mig. Mit lagen blev fjernet,. og jeg fik den nye kutte på - en ny, den første nye kutte, jeg nogen sinde har haft. Jeg kunne bevæge mig igen. En mandlig hjælper lagde armen rundt om skulderen på mig og hjalp mig ned fra bordet. For første gang i et ukendt antal dage stod jeg igen på mine ben.